Markedet er ikke gået i stå, men danskernes interesse for at købe en bolig i Tyrkiet og Egypten er faldet i den seneste tid på grund af sagen om Jyllands-Postens tegninger af Muhammed. Værst ser det ud for salget af boliger i Egypten, men i Tyrkiet er der også lidt stilstand, skriver dagbladet Børsen.
Konklusionen underbygges blandt andet af et citat af radgiver Jens Dalgaard, Ringkjøbing Landbobank, der siger, at han har oplevet en klar negativ effekt på interessen for at købe bolig i Tyrkiet. Men han tør dog ikke sige, om det er skødelovgivningen eller Muhammed-sagen, der bærer skylden. René Holmgren, adm. direktør i GVC Real Estate, mener, at det er de juridiske problemer omkring de tyrkiske skøder, som har gjort folk mest nervøse.
Omvendt mener indehaveren af Callisto Real Estate, Torben Nielsen, at Muhammed-sagen ikke har haft den store betydning. Han har kun oplevet to købere sige, at de lige vil se tiden an. En enkelt, økonom Lars Christensen, Danske Bank, mener slet ikke, at sagen påvirker priserne på ferieboliger i Tyrkiet. Det vil kræve helt andre storpolitiske begivenheder, udtaler han ifølge artiklen.