Det er hele 12 gange så billigt at køre i taxa i Thailand, end det er i Danmark. Omvendt koster det dobbelt så meget at køre i taxa i Norge som i Danmark. Begge dele fremgår af en undersøgelse, som Forex Bank har lavet.
Ifølge undersøgelsen skal du af med DKK 9 for at køre 5 km i taxa i Thailand. I Danmark koster den samme tur DKK 115, mens det koster DKK 220 at tilbagelægge de 5 km, hvis du har sat dig ind i en norsk taxa.
Og så bliver det ikke en gang dyrere, hvis du f.eks. tager din thailandske taxa-tur sidst på dagen. I både Thailand, Tyskland og Tyrkiet kører taxaerne med samme takst uanset tidspunktet.
I andre lande opereres med op til fire forskellige takster afhængig af klokkeslæt og dag, ligesom der er stor forskel på, hvordan priserne varierer i de lande, som har de forskellige takster. F.eks. er der ikke ret stor forskel på billigste og dyreste takst i Sverige, mens der er stor forskel i f.eks. New York, fremgår det af artiklen.