PENSION, OPSPARING, JURA, REGLER, EFTERLØN

Efterløn stiller krav om arbejde i Danmark

Flag 20-01-02 ~Et minuts læsning · 185 ord

Skulle Hans Christian Colov, der pendler fra Danmark til arbejdet som marketingdirektør på svensk kontrakt hos Novo Nordisk Scandinavia i Malmö, blive arbejdsløs, kan han ikke henvende sig på sit lokale AF-kontor, for han må ikke betale til en dansk A-kasse. Han skal til Sverige, for nu hører han under det svenske arbejdsmarked.

Derfor advarer marketingdirektøren om, at man skal tænke sig godt om, hvis man lidt oppe i årene og planlægger at gå på efterløn. Det kræver, at man ud af de seneste tre år har arbejdet mindst et år i Danmark. Og det kan være svært at finde et nyt job i Danmark, når man først er i den aldersklasse.

Både Hans Christian Colov og hans direktør Kjeld Birch har et stærkt ønske om, at der i fremtiden kommer klarere og ensrettede regler for de dansk-svenske pendlere. Som dansker bosiddende i Danmark skal man kunne betale til sin danske arbejdsløshedskasse, så man kan få sin danske understøttelse, hvis man bliver afskediget. Og man skal have krav på sin efterløn, selv om en del af arbejdslivet er foregået i Sverige, anfører de i artiklen.

Skribentmail: