JOB, STATISTIK, JOBMULIGHEDER, LØN, ARBEJDSFORHOLD

Fire gange så mange ledige IT-job øst for Øresund

Flag 27-03-11 ~2 minutters læsning · 295 ord

Lige nu er der 194 ledige job inden for IT-området i Skåne, mens der kun er en fjerdedel så mange - nemlig 47 - af slagsen i Østdanmark.

Opgjort på en anden måde regner skånske IT-virksomheder ifølge Rambøll Management med at ansætte 2773 medarbejdere i år, mens det tilsvarende tal kun er 3081 for Storkøbenhavn, selv om indbyggertallet på den danske side er næsten tre gange så stort.

Det store udbud af IT-job i Skåne falder sammen med, at der p.t. er i alt 1450 ledige job i det hele taget i Skåne. Og årsagen til dette er igen, at den svenske økonomi lige nu brager derudaf med en vækst på 7,1 pct.

I sammenligning med dette står den danske økonomi næsten stille, og det kan få strømmen af pendlere over Øresund til at vende i den kommende tid.

Indtil nu har det mest været svenskere og danskere fra den skånske side af Øresund, der har arbejdet i København. I øjeblikket arbejder 17.800 personer fra Malmö-området i København, mens kun 600 pendler den modsatte vej. Men det billede kan ændre sig markant, og beskæftigelsesborgmester Ann Mee Allerslev (V) fra Københavns kommune opfordrer direkte de ledige københavnere til at tage job hinsidan.

De svenske lønninger er lavere end de danske, men det er personskatterne også. Og på det seneste har svenskerne sat skatten på løn ned. Dertil kommer, at fødevarer er billigere i Sverige end i Danmark. Derfor kan det godt være en økonomisk fordel at bo i København og arbejde i Sydsverige.

Hvis du bor i Danmark og arbejder i Sverige, skal du dog huske at skifte til en svensk A-kasse. Hvis du mister dit svenske arbejde, bliver du automatisk flyttet tilbage til det danske A-kassesystem, hvis du bor i Danmark, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: