Mens der går 300 arbejdsløse rundt i København, så har Malmö kommun akut brug for at ansætte flere pædagoger. Kommunen på den anden side af Øresund søger 400 pædagoger, og frem til 2017 forventes det, at kommunen skal ansætte 425 pædagoger - om året.
Manglen skyldes, at Malmö er en meget «ung» by. Selv om byen kun har omkring 300.000 indbyggere, så fødes der alligevel 5000 børn om året.
De senere år har vi haft mangel på sygeplejersker i Skåne. Nu mangler vi pædagoger, og i morgen er det måske noget helt tredje, fortæller Inga Sandström, der er HR-specialist i Malmö kommun.
De mange job på den svenske side af Øresund står i skarp kontrast til den pendling, der foregår over samme sund. I øjeblikket pendler hver dag 18.000 fra Skåne til København, mens det kun er cirka 750 personer fra Sjælland, der kører på arbejde i Skåne.
Danskernes tilbageholdenhed med at «jobba hinsidan» skyldes bl.a. den mentale afstand over Øresund, som kan være meget længere end den fysiske. Desuden er danskerne bange for, at de får lavere løn i Sverige, og at der kan opstå bøvl med a-kassen og familielivet, forklarer Thomas Behrens, der er arbejdsmarkedsanalytiker ved Malmö kommun.
Trods barrierer og landegrænser lancerer Malmö komun nu en kampagne for at lokke danske pædagoger over sundet. Det er bl.a. sket med et informationsmøde, som fandt sted i Malmö i går, fremgår det af artiklen.