PENSION, OPSPARING, SKATTER, AFGIFTER, ARVEFORHOLD

Staten skal betale arveafgift tilbage

Flag 15-09-14 ~2 minutters læsning · 244 ord

Den spanske stat har i mange år lavet forskelsbehandling, når det gælder opkrævning af arveafgift for boliger i Spanien. Det fastslår en ny afgørelse fra EF-domstolen, som også åbner for, at personer, der har betalt for meget i arveafgift til den spanske stat, kan kræve deres penge tilbagebetalt.

I mange år har størrelsen af arveafgiften på spanske boliger været højere, hvis arvingerne boede uden for Spanien, end hvis de var bosiddende inden for landets grænser. Det er ulovlig forskelsbehandling, fastslår EF-domstolen i en afgørelse, som både har virkning for fremtidige og fortidige arvesager.

Alle borgere uden for Spanien og inden for EU kan nu kræve for meget betalt arveafgift tilbage. Som udgangspunkt kan man i Spanien få genoptaget sin skattesag, hvis en ændring ligger mindre end fire år tilbage i tiden. Men der er også en chance for at få penge tilbage ved endnu ældre arvesager, fordi statens ansvar i Spanien aldrig forældes over for borgerne, påpeger Lars Hovmand Mikkelsen, der er advokat i advokatfirmaet Zafo Law i Barcelona.

Forskelsbehandlingen gælder ikke blot over for borgere i og uden for Spanien. Den gælder også fra region til region internt i landet. Det har nemlig været op til de spanske regioner at fastsætte størrelsen af arveafgiften, og den varierer markant fra område til område.

Lars Hovmand Mikkelsen vurderer, at den nye afgørelse har betydning for mange danskere, og at den vil gøre det mere attraktivt at købe en bolig i Spanien, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: