Kære Majbrit,
Ophør af fuld skattepligt til Danmark forudsætter, at den hidtidige bopæl opgives. Ophør af bopæl er ikke absolut betinget af, at salg har fundet sted, idet det i administrativ praksis normalt accepteres, hvis den hidtidige bopæl udlejes uopsigeligt i en treårs periode. Du skal være opmærksom på, at dette vil kunne føre til, at udlejningen anses som en ikke tidsbegrænset udlejning ifht. lejelovens regler.
Med ophør af den fulde skattepligt til Danmark og indtræden af fuld skattepligt til Spanien vil skatteyderens indkomster blive beskattet i Spanien. Men indkomster, der hidrører fra Danmark, vil tillige blive beskattet i Danmark efter de danske regler. Der er derfor tale om en dobbeltbeskatningssituation, hvor samme indkomst beskattes i begge lande samtidig. Sådan dobbeltbeskatning løses i langt de fleste tilfælde af de mellem Danmark og de pågældende lande indgåede dobbeltbeskatningsaftaler. Danmark opsagde imidlertid den 10. juni 2008 de danske dobbeltbeskatningsaftaler med Spanien (og Frankrig) med virkning fra 1. januar 2009. Dette betyder, at pensionsbetalinger fra Danmark til dig som førtidspensionist, der er hjemmehørende i Spanien, både vil blive beskattet i Danmark og i Spanien indtil der indgås en ny dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Spanien.
Jeg kan desværre ikke rådgive dig om, hvorvidt du skal tegne en sundhedsforsikring i Spanien.
Med venlig hilsen
Martin Bekker Henrichsen
Advokat (H), LL.M. & HD(f)