PENSION, OPSPARING, SKATTER, AFGIFTER, BÅDE, EKSPORT, GRUNDE, JORD, ISENKRAM, SERVICE

Spanien vil refundere dansk skat

Flag 28-12-10 ~3 minutters læsning · 507 ord

Den spanske økonomi- og skatteminister, Elena Salgado, er nu så træt af sin danske kollega, Troels Lund Poulsen, at hun vil refundere den skat, som Spaniensdanskerne betaler i Danmark.

Baggrunden er Danmarks opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Spanien, der skete uden nogen form for forhandling som lovet af tidligere Skatteminister Kristian Jensen.

”Det er vores indtryk, at Danmark ikke vil forhandle med Spanien alene. De danske skattemyndigheder har viklet aftalen med Spanien ind i deres opsigelse af aftalen med Frankrig, og det betyder, at det hele nærmest er blevet overkompliceret for de danske skattemyndigheder. I relation til os er konsekvensen, at det er umuligt at komme videre med en fornuftig dialog mellem Danmark og Spanien,” siger Elena Salgado.

Afhængig af vækst

Derfor tager Spanien initiativ til, at skabe tryghed for de danskere, der allerede bor i Spanien, og som er blevet gidsler som følge af opsigelsen, eller som gerne vil flytte til Spanien, men som ikke kan på grund af de nye beskatningsregler, hvor alle pensionsudbetalinger – også de sociale – skal beskattes i Danmark, selvom Spanien afholder udgifterne for at servicere danskerne i Spanien.

”Vi ved godt, at Spanien har en lidt anderledes holdning til indvandrere end Danmark har. Men midt i en krisetid, er det vigtigt for os, at vores land vækster både med yngre arbejdskraft og pensionister, der gennem forbrug i Spanien både bidrager til byggesektoren og dagligvaremarkedet,” siger økonomi- og skatteministeren.

Overvejer modellen

Den trufne beslutning går principielt på, at alle danskere ved at flytte til Spanien – også embedsmænd som noget nyt – skal beskattes som om den tidligere dobbeltbeskatningsoverenskomst stadig var gældende.

Som eksempel kan nævnes, at hvis en pensionsudbetaling i Danmark eksempelvis bliver beskattet med 55% og i Spanien med 15%, så vil Spaniensdanskeren modtage en check på de 40%, der er forskellen.

I den forbindelse understreger Elena Salgado, at skattegodtgørelsen selvfølgelig alene gælder for overførsler foretaget til Spanien og ikke til skattely-lande.

Finansieringen

Ordningen vil tilsyneladende koste den spanske stat nogle penge. Men Elena Salgado føler sig sikker på, at det nok skal betale sig. ”Vi ved allerede, at mange af danskerne i Spanien gør prisværdige indsatser for at promovere spanske produkter og turisme i Danmark. Og da Spaniens eksport til Danmark hidtil har været mindre end den danske til Spanien, skal den nye ordning nok få rettet op på det forhold.”

Der er i ministeriet også en overvejelse om, at en del af godtgørelsen måske skal bindes i spanske statsobligationer i en vis årrække. Spanien har til næste år en stor del af statsgælden, der skal refinancieres, men hvis der gives en attraktiv rente, mener embedsmænd i ministeriet ikke, at det vil dæmpe udflytningslysten til Spanien

”Spanien har også brug for de initiativrige danskere, hvis små og mellemstore virksomheder ikke er konkurrencedygtige under de danske vilkår. Vi vil gerne skabe et dansk hjørne i Spanien, hvor initiativerne kan blomstre for fuld udblæsning og tilmed i et solrigt klima. Gode danske hjerner kombineret med arbejdskraft til fornuftige priser, burde være en god cocktail i de kommende år,” slutter Elena Salgado.

Skribentmail:

Mere info: http://www.radiosolymar.es