BARCELONA: Poble Nou er som et gigantisk frilandsmuseum over spansk økonomis nyere historie.

Mange steder i industrikvarteret, der engang var kendt som det catalanske Manchester, kan man stadig se mænd i blå kedeldragter køre omkring på gaffeltrucks. Men hovedparten af de gamle fabrikker er enten lavet om til ekstravagante lofts eller forsvundet under funklende nye kontorbygninger og lejlighedskomplekser.

Mens den spanske boligboble voksede sig stor og betændt, var de gamle industrigrunde tæt på Barcelonas historiske centrum guld værd. For blot et par år siden sydede kvarteret endnu af febril aktivitet, mens performancekunstnere arrangerede ironiske safarier rundt i en brølende fauna af gravkøer og cementblandere.

I dag står de enkelte byggekraner, som er tilbage, og svajer i vinden som vejrhaner i en spaghettiwestern. Mure, der tidligere blev smurt op på en eftermiddag, er nu flere uger om at blive færdige. Det kan mærkes i et land, hvor godt 13 procent af den arbejdsduelige befolkning indtil for nylig var beskæftiget i byggeindustrien.

apateros bedstemor

På en bænk uden for den lokale arbejdsformidling, der ligger et forbitret stenkast fra højhusene opført i forbindelse med den fallerede kulturevent Forum 2004, sidder en ung kvinde og snakker i mobil.

»Nej, mor, jeg kan ikke få en fucking skid hverken fra staten eller fra

apateros (den spanske premierminister, red.), bedstemor. Jeg har ikke optjent ret til noget som helst,« råber hun med gråd i stemmen.

Inde i de afrakkede kontorlokaler sidder de arbejdsløse tæt og tyst, mens de venter på at komme til.

»Vi har haft travlt de seneste måneder,« fortæller Jesús, mens han tager sig en smøgpause fra rådgivningen af de arbejdsløse.

Han lægger ikke skjul på, at det mest handler om hjælp til at udfylde ansøgninger om understøttelse og socialhjælp. Jobtilbud har Jesús ikke mange af. I det omfang de overhovedet eksisterer, er det ikke her.

OECD-rekord

Ved udgangen af 2007 lå arbejdsløsheden i Spanien på 8,3 procent. Et tal i den tunge ende af OECD, men trods alt bedre end lande som Polen, Slovakiet og såmænd også et mulehår foran Tyskland.

Et år senere er Spanien isoleret i bunden med en ledighedsprocent på 15. Og skal man tro prognoser fra EUs økonomikommissær, den tidligere spanske arbejdsminister Joaquín Almunia, bliver det endnu værre i 2010, hvor næsten hver femte spanier vil stå uden job.

Hovedårsagen er som allerede nævnt katastrofeopbremsningen i byggeriet. Men samtidig er den spanske industri med 18 store og krisehærgede bilfabrikker ekstremt sårbar.

Ifølge fagforeningen UGT er over 100.000 ansatte blevet sendt hjem, mens Seat, Nissan og Renault m.fl. venter på bedre tider, der måske aldrig kommer igen i hvert tilfælde ikke på spansk grund. Et tal, der kan ganges op med fire, hvis man tager underleverandørerne med i regnestykket.

Dårlig uddannelse

Alligevel er det svært at forstå, hvordan bunden så hurtigt kan gå ud af arbejdsmarkedet i et land, der siden 1996 har skabt 7,5 millioner nye job. Forklaringen er lige så brutal, som den er enkel, hævder eksperter: Hvad, der kommer let, går let.

Spanien har EUs største andel af ufaglærte arbejdere. Og under en usædvanlig langvarig højkonjunktur har såvel myndigheder som arbejdsgivere forsømt at investere i bedre erhvervsuddannelse. Bl.a. derfor står hundrede tusinder af spaniere, der knap nåede at blive færdige med 7. klasse, nu med hatten i hånden.

Beslutningstagerne må erkende, at de seneste års vækstmirakel var et fatamorgana, og i stedet begynde stille, roligt og møjsommeligt at arbejde hen imod en nordisk model, foreslår flere økonomer. Så skal udviklingen nok vende om 10-15 år.

Så længe kan Gabriela ikke vente. Hendes deadline er maj. Hvis hun ikke har fundet job inden da, må hun rejse hjem til Murcia.

Hun har været på arbejdsformidlingen i Poble Nou for at melde sig til en jobbørs. I første omgang inden for turistbranchen, hvor hun tidligere har arbejdet på hoteller og i rejsebureauer.

»Men sidste sommer gik alt i stå derhjemme, så nu er jeg emigrant ligesom i 1950erne,« siger den garderhøje, unge pige med et smil, som ikke rigtig når øjnene.

Endnu værre ser det ud for Julio. Han tilhører de godt en million spanske arbejdsløse, som ikke længere har ret til dagpenge.

»Jeg har været inde for at søge om bistand. Min kone er også arbejdsløs, og vi venter et barn. Det er ikke let, men vi klarer os igennem med hjælp fra vores forældre,« fortæller han.

Jesús ryster på hovedet, mens han skodder smøgen og går tilbage til sit skrivebord foran arbejdsløshedskøen.

»Familien og den sorte økonomi er det eneste, som hindrer folk i at slå hinanden ihjel på gaden. Ingen kan klare sig for de 400 euro om måneden, vi giver i socialhjælp.«