Hvis du er arbejdsløs og bor i Almería, kan du nu få rabat på dit kød, hvis du vælger at handle ind hos slagter Eduardo Rodriguez i Calle Guadarrama.
Tilbuddet gælder kun hvis du kan fremvise dit ledighedskort, og det kan f.eks. lyde på et kilo frikadeller til EUR 2,80, hvor prisen for kunder med et job er EUR 3,99. Tilbuddet gælder forskellige varer fra dag til dag.
De arbejdsløse har en rigtig hård tid, forklarer Eduardo Rodriguez, der hver dag hører hårrejsende historier om ledighed og fattigdom. Han håber, at prisnedslaget giver de ledige kunder mulighed for også at købe en liter mælk eller noget brød.
Et mindre antal virksomheder i naboområdet har også indført rabat til ledige. Men ordningen må meget gerne brede sig, håber slagteren i Almería.
Selv oplever Eduardo Rodriguez faldende indtjening i sin forretning på grund af krisen. Men han har stadig noget at spise og et sted at sove. Det er der ikke alle, der har, fortæller slagteren ifølge artiklen.