Prøv at køre turen fra Málaga og vest på ned langs Solkysten. Torremolinos, Fuengirola, Marbella, San Pedro, Estepona, Sotogrande: Som én lang bræmme af armeret beton ligger byerne det meste af vejen ned til Gibraltar. Bebyggelse efter bebyggelse, hotel efter hotel - mange bygget halvvejs ude i Middelhavet - og med et utal af golfbaner som stort set eneste grønne indslag i landskabet.

Så ved Algeciras, et stykke inde i Cádiz-provinsen, sker der pludselig noget. Først må vejen sno sig ind gennem bjerge i naturparken på Den Iberiske Halvøs sydspids. Og når man kommer ned på den anden side ved Tarifa, ligger »Lysets kyst«, Costa de la Luz, næsten uberørt hele vejen op til Cádizbugten.

Det kan undre. For det spanske fastlands sydligste provins hører til landets mest charmerende. De brede Atlanterhavsstrande er uovertrufne. Inde i bjergene ligger den ene maleriske, hvide landsby efter den anden. De større byer med Cádiz, Jeréz og El Puerto de Santa María i spidsen oser af atmosfære og fremragende friturestegt fisk. Og de lokale, los gaditanos, er ubestridte spaniensmestre i kvikke bemærkninger og godt humør.

Man må med andre ord spørge sig selv, hvorfor så mange mennesker egentlig har klumpet sig sammen ovre på Solkysten i stedet for at slå sig ned her. Men det har naturligvis sin forklaring: Levanten - Gibraltarstrædets genstridige østenvind.

»Nede ved Tarifa blæser det rundt regnet 300 dage om året. Og selv om vinden tager af, efterhånden som man kommer op ad kysten, kan det være temmelig uudholdeligt for eksempelvis pensionister og småbørnsfamilier,« forklarer Rafael González de Lara, lokal advokat med speciale i byplanlægning, over en øl med tilhørende fisketapas på en bar ved havnen i El Puerto de Santa María.

Vinden er vendt

Det var Levanten, som fik charterturismens guldalder til at blæse uden om Cádiz, hvor man måtte nøjes med at se til, mens naboerne i Málaga nød godt af den økonomiske udvikling, der fulgte med. I disse år er vinden imidlertid ved at vende i mere end én forstand.

Nye generationer af turister valfarter i stort tal til Europas bedste og mest udfordrende windsurferfarvand ved strandene nær Tarifa. Og samtidig står Cádiz - fordi man i 60erne og 70erne undgik at pakke kysten ind i hoteller og ferieboliger - med en unik og eksklusiv vare.

»Cádiz har bevaret sin egenart og kan tilbyde noget helt andet end Málaga. Vi har undgået at begå de samme fejltagelser som dér og mange andre steder i Spanien, og lad os håbe, at det fortsætter sådan,« siger Rafael González de Lara.

Umiddelbart har advokaten ikke den store grund til bekymring. Restriktiv lovgivning forbyder i dag tidligere tiders amokbyggeri, og miljøgrupper kontrollerer, at den bliver overholdt. F.eks. blev et ulovligt opført hotel for et par år siden revet ned igen efter pres fra lokale.

Men det er også rigtigt, at turistindustrien både i og uden for Spanien for længst har opdaget Cádiz, og at byggepresset de kommende år vil stige. Et par tal: I 1980erne rådede provinsen over 5.000 hotelsengepladser, nu nærmer kapaciteten sig 40.000. Passagertallet i Jeréz’ lufthavn er fordoblet på fire år. Og Tuy, den tyske turismegigant, sender nu ca. 50.000 gæster til Cádiz om året mod 7.000 for otte år siden.

Lav intensitet og høj kvalitet

Som en uundgåelig følge af den øgede turisme er også boligpriserne skudt i vejret. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris i provinsen er nu en smule højere end i Málaga, og den tidligere så ludfattige Cádiz by har i dag Sydspaniens dyreste boliger kun overgået af den andalusiske hovedstad Sevilla.

Det er dog især i provinsens nordlige kommuner, at priserne er steget. Længere sydpå, hvor Levanten regerer, er det mere fremkommeligt. Markedet begrænser sig i vid udstrækning til det lokale, og her er der endnu langt mellem de nye bebyggelser. Men de kommer, forudser de Lara, og de skal såmænd også være velkommen, hvis bare de bliver lavet ordentligt.

»I 1960erne, hvor de første ferieboliger til lokal turisme blev bygget, opstod en fornuftig model. Det er bebyggelser med lav intensitet og arkitektonisk kvalitet, og som ikke tager magten fra landskabet. Det er den vej, man skal fortsætte med at gå,« siger advokaten, der har rådgivet flere kommuner i spørgsmålet.

Problemet er, at de ikke altid hører efter. Et par steder i provinsen har entreprenører og investorer fået lov at fyre den af med mastodontprojekter. Ved Chiclana har en mallorcinsk gruppe gennem de seneste 15 år opført et vældigt kompleks med 14 store hoteller. Og nord for den imponerende amerikanske base ved Rota breder Costa Ballena-bebyggelsen sig ud over 400 hektar med lejlighedskomplekser, hoteller og golfbaner.

Både politikere og folk i såvel turist- som ejendomsmæglerbranchen hævder imidlertid, at det er undtagelserne, der bekræfter reglen: I Cádiz vil der også om 20 år være plads til at trække vejret og gå lange ture langs Atlanten, stort set alene med himmel og hav. Man må håbe, at de får ret. En ny »Solkyst« langs Costa de la Luz vil næsten ikke være til at bære - og da slet ikke når Levanten blæser!