Det er blevet sværere for danskere at låne penge til køb af en feriebolig i udlandet. Spanske banker har helt lukket for lån til danskere, der vil købe en feriebolig. Men danske banker er også tilbageholdende.
Erik Urskov, vicedirektør i Nykredit, siger rent ud, at flere af konkurrenterne er holdt op med at låne penge til danskere, der vil købe bolig i Frankrig og Spanien. Årsagen kan være, at långiverne for tiden skal betale mere end tidligere for at få adgang til de nødvendige penge på grund af situationen på de finansielle markeder, tilføjer han.
Nykredit fortsætter dog selv med at låne penge til danskere, der vil købe bolig i de to lande.
Det samme gælder Danske Bank. Her kan kunderne ifølge kommunikationsmedarbejder Per Sten Nielsen låne til en feriebolig i udlandet, hvis de er kreditværdige, fremgår det af artiklen.