BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, BOLIGLÅN, BOLIGSALG, FERIEBOLIGER, HELÅRSBOLIGER

Sparekasser holder boligpriserne oppe

Flag 08-09-10 ~Et minuts læsning · 206 ord

Selv om Spanien er et af de lande, der er hårdest ramt af både finanskrise og boligkrise, falder priserne på bolig i landet ikke så meget, som man kunne forvente. Spanske økonomer udtrykker det på den måde, at boligpriserne mangler en del i at have tilpasset sig landets økonomi.

I gennemsnit er boligerne i Spanien kun faldet med 13 pct., siden de toppede. Til sammenligning er boligerne f.eks. faldet med 30 pct. i Danmark og England.

En af forklaringerne er den lave rente, som gør det muligt også for arbejdsløse at betale deres boliglån. Men derudover er de spanske sparekasser - las cajas - med til at forhindre, at boligpriserne dykker. De opkøber nemlig boliger, som ejerne ikke har råd til at sidde i. Boliger som reelt er usælgelige.

Det er måske derfor, at fem ud af de syv europæiske pengeinstitutter, som dumpede i sommerens stresstest, netop var spanske sparekasser.

Desuden kan Banco de España oplyse, at de spanske kreditinstitutioner på grund af krisen ligger inde med ubetalte lån for DKK 450 mia.

Alt dette er baggrunden for, at den spanske centralbank har strammet kravene til, hvordan de spanske banker og sparekasser fastsætter værdien af deres beholdninger af boliger og dårlige lån, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: