BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER, UDSIGTSBOLIGER

Boliger helt ned til halv pris kan stadig være en dårlig handel

Flag 05-08-09 ~2 minutters læsning · 319 ord

Flere steder langs de spanske kyster sælges boliger nu med en rabat på 30-40 pct. i forhold til den gang, de spanske boligpriser toppede. Det gælder f.eks. en villa på 300 kvm i Mijas, som er sat ned med 40 pct. til DKK 5,2 mio.

Enkelte nybyggede boliger - nogle af dem med knap så gode beliggenheder - sælges endda med prisnedslag på helt op til 50 pct. Og det er stadig ikke nødvendigvis en god idé at købe dem, fortæller ejendomsmægler Flemming Trap fra firmaet Casa:Una.

100 lejligheder á 104 kvm i Marbella - hvoraf hovedparten har udsigt over Middelhavet eller til bjergene - er således blevet solgt til mellem DKK 1,4 og 1,5 mio. Det er halv pris.

Generelt forudser eksperter, at de faldende boligpriser i Spanien vil fortsætte, så de om et par år ligger op mod 20 pct. lavere end i øjeblikket.

Det er en dårlig idé at købe bolig i Spanien i investeringsøjemed for tiden. Du skal købe, hvis du selv vil bo i boligen og have glæde af den, tilføjer den danske mægler.

Oven i de faldende boligpriser kommer to nye usikkerhedsmomenter, som danskere bør tænke på, inden de går ind på det spanske boligmarked, påpeger advokat Martin Simonsen, Skatteadvokaterne.

For det første er der for tiden tvivl om, hvordan danskere med bolig i Spanien skal beskattes i orbindelse med arv. Det skyldes, at Danmark har opsagt dobbeltbeskatningsaftalen med Spanien, og at der endnu ikke er lavet en ny aftale.

For det andet er den spanske regering begyndt at håndhæve en 20 år gammel kystlov, som fjerner det juridiske grundlag for en ræke bebyggelser langs kysten. Den nye praksis kan betyde, at visse byggerier tæt på vandet ender med at blive revet ned. Og som om det ikke var slemt nok for ejerne, får de typisk en erstatning, der ligger langt under den pris, de har betalt for boligerne, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: