Kort afstand til en lufthavn og motorvej til døren er altafgørende, hvis man vil score en pæn gevinst på at investere i en bolig i Sydspanien. Nye veje og lufthavne smitter direkte af på prisudviklingen. En bolig skal simpelthen være let tilgængelig.
Det mener Barbara Wood, grundlægger af det engelske firma Property Finder, og i 20 år bosiddende i Andalusien.
Erfaringen om betydningen af infrastruktur bruger den engelske ejendomsekspert til at forudse, at det vestlige Andalusien og herunder især Jerez de la Frontera bliver et eftertragtet område i fremtiden. Altså et sted, hvor man kan gøre en god handel nu.
Sevilla fik sin motorvej A92 i forbindelse med udstillingen Expo i 1992, og siden har Jerez de la Frontera endnu længere mod vest fået tre motorveje/hovedveje. Før tog det fire timer at køre fra Sveilla til Jerez. Nu kan turen klares på halvanden time. Dertil kommer, at Jerez har en lokal lufthavn, flotte strande og masser af golfbaner, lyder Barbara Woods lovsang af sherry-byen i artiklen.