Investeringerne i skandinaviske ejendomme er mere end fordoblet det seneste år. I første kvartal af 2010 blev der investeret i nordiske ejendomme for DKK 23,7 mia., mens investeringerne i samme kvartal 2009 lå på DKK 9,5 mia.
Hoppet svarer til en stigning på 151 pct., og dermed er fremgangen langt større end på det europæiske ejendomsmarked som helhed, hvor stigningen i samme periode har været på 64 pct. Kun investeringerne på det tyske ejendomsmarked har haft mere fart på. De er vokset med 175 pct. i den samme periode.
Ejendomsmarkedet i Central- og Østeuropa har haft den tredjestørste fremgang i omsætningen på ejendomme i perioden - nemlig med 133 pct, fremgår det af den nyeste markedsrapport fra erhvervsmæglerselskabet CB Richard Ellis.
Fremgangen gælder generelt i hele Norden, men især Sverige skiller sig ud med en række markante handeler, forklarer Michael Bruhn. Han er administrerende direktør i det ausralske ejendomsselskab Valad, der beskæftiger sig med Skandinavien.
Udviklingen bekræftes af Jesper Bo Hansen, administrerende direktør i ejendomskonsulentvirksomheden Catella. Han kan berette om en markant stigning i de nordiske ejendomshandler siden efteråret 2009. Han forklarer tendensen med, at mange investorer opfatter Norden som en sikker havn i en tid, hvor den økonomiske usikkerhed præger især Sydeuropa, fremgår det af artiklen.