Lad være med at slå op i en rejseguide. De fleste fortæller ikke stort mere end, at Olhão er Algarvekystens vigtigste fiskerihavn, fyldt med industri og konservesfabrikker, uden de store seværdigheder og med en håndfuld gode fiskerestauranter som eneste formildende omstændighed. Så hvis man på vejen fra Faro til Tavira kører i en stor bue udenom byen, gør det med andre ord ikke så meget, kan man forstå. Og det er i høj grad uretfærdigt.

For her er ganske rigtigt en smule råt, men Olhão er samtidig stærkt charmerende. De hærgede og flere steder i byen noget faldefærdige bygninger tager det på en eller anden måde pænt. De lokale, vi møder, er søde - og så er udsigten ud over den gamle bys skyline, hvor indflydelsen fra det nærliggende Marokko er tydelig, intet mindre end fantastisk.

I hvert tilfælde set fra toppen af »Pensão Bicuar«. Tagterrassen minder om et skibsdæk, hævet fire etager op over Olhãos indhav af hvide huse. Det er et perfekt sted at hænge ud, drive den af eller, som vi gør, få sig en snak over en øl. Den afslappede hygge her og i resten af Jane Skov og Michael Adams’ lille hotel er imidlertid ikke kommet af sig selv.

»Bygningen var godt nok indrettet som hotel, da vi købte den, men den var meget, meget forfalden. Dørkarmene var rådne. Der var vandskader otte steder i huset. Og vi havde 12 mand til at arbejde på stort set fuld tid i flere måneder, inden vi var klar til at åbne i juni 2004,« fortæller Jane og Michael.

Til gengæld var huset billigt. 350.000 euro måtte det dansk-engelske par slippe for den 300 kvadratmeter store bygning fordelt over fire etager, den fantastiske tagterrasse samt to butikslokaler i stueetagen til udlejning. Istandsættelsen kostede yderligere 80.000 euro, til trods for, at Michael som gammel håndværker kunne lave meget selv. Alligevel vurderer han, at det samme projekt ville have kostet det dobbelte længere vestpå i Albufeira.

Proletar-atmosfære

Det er efterhånden fire år siden, at Jane og Michael på henholdsvis 43 og 51 år besluttede at virkeliggøre drømmen om at åbne et lille hotel i Syden. Michael var godt træt af de evindelige grå regnvejrsskyer over England. Og også Jane havde efter ti år i London, hvor hun arbejdede som direktionssekretær i British Airways Authorities, lyst til noget andet.

»De første halvandet år rejste vi rundt og ledte efter det rigtige sted. Biarritz i Sydvestfrankrig var en overgang inde i billedet. Men vi ville godt længere sydpå. Spanien var ikke noget for os, og så endte vi her i Olhão, hvor vi kunne få en god pris, og hvor man, i modsætning til ovre i Albufeira, ikke skal være heldig for at møde en portugiser blandt alle englænderne,« fortæller Jane og Michael.

Snart tre år senere føler de sig begge hjemme i Olhão. Mens Jane fremhæver det nærliggende øhav, de fantastiske strande tæt på og de lækre muslinger på barerne, identificerer Michael sig især med byens proletar-atmosfære.

Han har brugt tid på at sætte sig ind i den lokale historie, og på en tur rundt i centrum fortæller han, hvordan ikke færre end 57 konservesfabrikker i sin tid indhyllede hele området i en stank af fisk.

»Til gengæld har byen kun to kirker, mens de har over 50 i Tavira ikke langt herfra. Det er en rigtig working class town,« bemærker Michael stolt, da vi passerer Nossa Senhora do Rosário, der som det meste af den gamle by er fra begyndelsen af 1700-tallet.

Vi fortsætter ned til havnen, der er og altid har været Olhãos hjerte. Det var herfra, sømænd drog ud til de marokkanske byer mod syd, og herfra de lokale handelshuse under Napoleonskrigene tjente gode penge på at sælge varer med begge parter under den langvarige belejring af den spanske by Cádiz.

I dag nøjes de fleste med at sejle ud til øerne Armona, Culatra og Farol, der alle er små strandparadiser. Desuden har den store fiskerihavn fået selskab af en marina, hvor den lille båd, som Michael er med i, ligger fortøjet.

Lidt længere henne ad havnepromenaden ligger Olhãos smukke og velrestaurerede gamle fisk- og grønt marked. Her sætter vi os på Jane og Michaels stambar, og inden længe kommer værten ud til vores bord med en flok øl og et campingblus.

Mens vi slukker tørsten, sætter han en blikpande på blusset og fylder den med små hjertemuslinger. Kort efter åbner de sig og er klar til at spise. Meget mere enkelt kan det ikke gøres. Bagefter følger en portion rejer tilberedt med appelsin, og oven i hatten får Jane desuden øvet sig lidt på det portugisiske med værten.

Ved siden af sidder en italiensk ejendomsmægler, som trådt ud af en Fellini-film, og fyrer den af over for alle, der gider høre. For selv om der endnu er få udlændinge i Olhão - Jane er f.eks. byens eneste »fulltime-dansker« - begynder boligmarkedet også her at røre på sig.

»Flere er begyndt at opkøbe huse i centrum for at fikse dem, hvilket er hårdt tiltrængt. Og i området bag byen er der flere steder gang i nybyggeri. Det har selvfølgelig fået priserne til at stige, og der er en del hippier rundt omkring, som er blevet millionærer på deres gamle huse,« fortæller Jane og Michael, mens vi gør kål på de sidste rejer.

Heldigvis forhindrer byggerestriktioner og den omstændighed, at stranden ikke ligger helt inde i byen, formentlig Olhão i at ende som et nyt Albufeira, vurderer de. Det er meget godt at vide, nu hvor stanken fra fiskefabrikkerne ikke længere er der til at sortere i turisterne.