»Er det ikke smukt?« spørger Sam Jensen og strækker armene ud, som ville han omfavne hele sin 1.400 kvadratmeter store naturgrund.

Og jo, man må give ham ret. Der er ualmindelig dejligt her i bjergene nær landsbyen Tôr, ikke langt fra Loulé. En bakkekam skygger ganske vist for udsigten til Atlanterhavet, men fornemmelsen af landlig idyl er total og helt forskellig fra områderne tættere ved kysten. Det er et »rigtigt« sted.

Terrænet er imidlertid så vildt og skrånende, at selv en flok spejdere på overlevelsestur ville kvie sig ved at slå lejr her. Og man skal nok være Sam Jensen for på nuværende tidspunkt helt at kunne forestille sig drømmehuset brede sig ud i flere niveauer.

Først værelserne øverst oppe. Så det 80 kvadratmeter store alrum, der skal være åbent op til kip. Herefter terrassen og sidst, men ikke mindst, poolen. Den skal laves i trækasse og med vand helt op til bassinkanten, så den kommer til at danne kontrast til det grønne landskab omkring Algibrefloden nede i dalen.

Det lyder næsten som en drøm, men Sam Jensen ved, hvad han taler om. Han lever af at bygge huse. Og når han - forhåbentlig snart - får de lokale myndigheders tilladelse til at gå i gang med sit eget på naturgrunden, er det efter at have opført 17 huse rundt omkring på Algarvekysten gennem de seneste fire-fem år.

»Det begyndte efter, at jeg et årstid havde arbejdet med at renovere lejligheder hernede. Jeg fandt ud af, hvor dårligt mange portugisiske huse er bygget og tænkte, at det kunne jeg da sagtens gøre bedre,« forklarer Sam over et par øl aftenen forinden.

Vi sidder på en fortovscafé i Boliqueime, hvor den 40-årige østjyde og hans familie har boet siden 2000. Den lille by ligger tæt på Albufeira og udlændinge-enklaverne der, men det forhindrer den ikke i at ligne en typisk portugisisk flække, med alt hvad dertil hører. Denne aften eksempelvis et optog til ære for Jomfruen af Fátima, der med tindrende stearinlys og tyste sange langsomt bevæger sig gennem gaderne.

»Egentlig tog jeg herned for at blive direktør for et betonværk, som er min oprindelige branche. Fabrikken kom aldrig i gang, men vi syntes, at her var så dejligt, at vi valgte at blive,« fortæller Sam.

I stedet for direktørjobbet gik han i gang som håndværker, inden han altså i irritation over den ringe portugisiske byggestandard startede Danecasa. Det var i 2001, og siden er yderligere to partnere kommet til i firmaet, der har hovedkvarter i udkanten af Albufeira.

Portugiserne uvant med træhuse

Danecasa bygger hovedsagelig i træ, et materiale, der ligger Sam Jensens hjerte nær, men uden at det går ud over Portugals sparsomme bestand af skove. Byggematerialerne ankommer som »samlesæt«, skåret til hos Vejle-firmaet Scanwo. Teglsten og tagrender er ligeledes hjemmefra. Og det færdige resultat ligner da også grangiveligt et godt, dansk sommerhus - som smidt ud med faldskærm hernede på kanten af Sydeuropa.

Mange yngre portugisere kan godt se charmen i træet og fidusen i et hus, der holder både vinterens fugt og det værste af sommerheden ude. Men de fleste af kunderne er nu alligevel udlændinge. Eksempelvis Dida og Jimmie Greenfield, hvis splinterny hus ligger få minutters kørsel fra Sam Jensens egen grund. Dvs. så meget udlænding, som man nu kan være, når man som det dansk-britiske par har boet på Algarve i 40 år.

»Da vi kom hertil, var der ikke mere end en håndfuld biler i Albufeira. Når vi skulle til byen, sejlede vi ofte frem og tilbage med borgmesteren i hans motorbåd. Man må sige, at strandene var smukkere dengang,« fortæller Dida Greenfield på et dansk, der endnu klinger en anelse af efterkrigstidens København.

Heroppe ved Tôr er der imidlertid stadig plads til, at hun kan få produceret lidt keramik i fred og ro med udsigt til de omgivende oliven-, mandel- og appelsinlunde. Og samtidig nyder det ældre ægtepar bekvemmeligheden i det ny træhus efter i årtier at have døjet med vinteren i kolde portugisiske villaer bygget i sten.

Også rådgivning om boligkøb

Dida og Jimmie Greenfields grund har ligesom Sam Jensens kostet 55.000 euro. De har nemlig købt af den samme mand, som i øvrigt er turistminister for Algarveregionen. Prisen er imidlertid langtfra det eneste vigtige i den sammenhæng, forklarer Sam Jensen.

»For det første er det vanskeligt overhovedet at få lov at købe, hvis man ikke har de rigtige kontakter. For det andet skal man ikke tro, at man kan forhandle med portugiserne. Kommer man med et bud, der ligger under det, de forlanger, siger de bare nej, og så er der ikke mere at gøre.«

Når Danecasa er i gang med at købe et ejendomsmæglerfirma, er det er bl.a. for at kunne hjælpe »blåøjede« tilflyttere med denne kringlede side af sagen. Samtidig tilbyder man rådgivning med at skaffe lån i lokale banker, forklarer Sam, mens vi kører ned til hans foretrukne strandbar for at spise frokost.

Vi sætter os ved et bord og bestiller lokale øl fra Sagres med tilhørende småfisk, blæksprutter og den fremragende portugisiske gulerodssalat krydret med koriander.

Få kilometer længere mod øst ligger golfbanen ved Vale do Lobo, hvor bl.a. Cliff Richard og Madonna har boet. Og foran os breder klitterne sig ned mod strandens næsten hvide sand. Det er givetvis ikke så smukt, som da Dida Greenfield flyttede hertil i 60erne. Men mindre kan også gøre det.