BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, NYBYGGERI

Op til 15 mio. DKK for 2000 kvm

Flag 02-04-07 ~Et minuts læsning · 205 ord

En stigende efterspørgsel får nu priserne på grunde til ferieboliger til at stige langs den portugisiske atlanterhavskyst. Faktisk er det blevet næsten umuligt at finde byggegrunde i nærheden af kysten. I bebyggelsen Quinta do Lago ved Algarve kan prisen for en 2000 kvm byggegrund således komme op i 15 mio. DKK, fortæller danskeren Ole Jespersen, der er direktør i det portugisiske ejendomsselskab International Realty Group (IRG).

Ole Jespersen mener, at det er udbetalingen af store bonusser til medarbejdere i Londons finanscentrum, der forplanter sig til efterspørgslen på luksusferieboliger i Portugal.

Priserne stiger dog ikke blot ved Algarve-kysten. Det sker også omkring Cascais og Estoril syd for hovedstaden Lissabon, som i forvejen ligger på et højere prisniveau end golf-boligerne ved sydkysten.

I de næste 10-15 år vil der blive bygget tusinder af ferieboliger syd for Lissabon, på øen Troya ud for Setubal og på den såkaldte Sølvkyst ved Obidos nord for hovedstaden, spår Ole Jespersen.

Mange steder vil der dog komme boliger for enhver pengepung, og der findes allerede nu allerede nu ferielejligheder til under 1000 euro pr. kvm. Dog uden havudsigt. Generelt bliver det billigere, hvis man bevæger sig ind i landet, hvor ferieboligerne koster mindre end i Spanien, fortæller den danske ejendomsmægler i artiklen.

Skribentmail: