BOLIG, STATISTIK, BOLIGKØB, BOLIGSALG, HYTTER

Fjeldhytter er steget 14 pct. det seneste år

Flag 08-10-08 ~2 minutters læsning · 234 ord

Villaer og lejligheder falder i pris i Norge - lige som i mange andre lande for tiden. Men ikke hytterne. Trods finanskrise er prisen på de norske fjeldhytter steget med 14 pct. i forhold til 2007, fremgår det af materiale fra Statistisk Sentralbyrå i Oslo.

Opgangen har holdt sig helt ind i andet kvartal af 2008, hvor hytterne i fjeldlandet blev solgt for 10 pct. mere, end det var tilfældet i andet kvartal af 2007, skriver den norske avis Dagens Næringsliv.

Priserne på hytter er endda steget, selv om der blev solgt 7,5 pct. færre af slagsen i første halvår af 2008 set i forhold til første halvår af 2007.

Forklaringen er bl.a., at der i de senere år har været en voldsom stigning i byggeriet af nye hytter i Norge. Det har været med til at trække gennemsnitsprisen op, fortæller Bjørn-Erik Øye fra det norske analyseinstitut Prognosesenteret.

Stigningen i byggeriet af hytter er dog løjet meget af fra 2007 til 2008, så den kan ikke forklare, at prisstigningerne fortsætter ind i 2008. Det kan salget af de såkaldte fritidslejligheder derimod. De koster mindre end gennemsnittet, og derfor bidrager et faldende salg af fritidslejligheder til at presse gennemsnitsprisen i vejret, tilføjer nordmanden.

Bjørn-Erik Øye forventer dog ikke, at prisstigningerne på hytter kan fortsætte i Norge i andet halvår af 2008. Nybyggeriet vil gå ned, og den totale omsætning vil falde, forudser han i artiklen.

Skribentmail: