En større værdidreven dansk virksomhed, der gennem en årrække har haft en afdeling i Kina, besluttede at den ville ansætte en læge, som en uge om måneden var tilgængelig for medarbejderne.

Sammenlignet med lokale kinesiske virksomheder var standarden i forvejen høj med hensyn til virksomhedens sociale ansvar.

Løn, arbejdsforhold, sygeforsikring, hygiejne og miljø var gennemgående højere, end lovgivningen forlangte, som det ofte er tilfældet hos de multinationale selskaber, der arbejder i Kina. Men hjemad til havde initiativet værdi, fordi det kun understøttede virksomhedens i forvejen gode ry og rygte.

Er det omsorg eller PR? Og har Kina, som stadig er et udviklingsland, overhovedet råd til den slags overskudstiltag?

De kinesiske medarbejdere var ikke i tvivl: De ville hellere have pengene. Hvad gør en virksomhed i det tilfælde?

Pengene først

Corporate Social Responsibility (CSR) var temaet på en to-dages konference - Responsibility made in China - for nylig arrangeret af Asia research Centre, Handelshøjskolen i København (CBS).

Oplægsholderne var folk med speciale i Kina og andre med speciale i CSR, hvilket efter centerleder og professor Kjeld Erik Brødsgaards mening var en ideel blanding. For det store dilemma i Kina i øjeblikket er, hvordan vi får en dialog uden at gå på kompromis med egne standarder.

Med hensyn til lægeordningen var Poul Schultz, lektor på Handelshøjskolen, ikke i tvivl. Virksomheden skulle gøre som planlagt, fordi det ikke handlede om Kina, men om virksomhedens anseelse i Danmark.

»På den måde kan du ikke tale om CSR i Kina og slet ikke på det niveau, som vi forstår det her i landet,« siger han til Business Karriere.

Alligevel var der stof til to dages intens konference. Kinesiske repræsentanter for lokale uafhængige organisationer fortalte om deres arbejde med at forbedre forholdene, ikke mindst for de migrerende arbejdere, der udgør et proletariat i den kinesiske arbejdsstyrke.

De arbejder i gennemsnit 6,4 dage om ugen og 9,4 timer om dagen. Til gengæld er lønnen kun lidt over en tredjedel af de ansattes, som har bopælsret i området.

Vesten som løftestang

Som grundlægger og leder af en forsknings- og undervisningsinstitution for migrantarbejdere, mener Liu Kaiming, at vestlige virksomheders sociale ansvarlighed er med til at øge presset på den mest overvældende udnyttelse af migrantarbejderne.

»I Kina har man overtaget det vestlige begreb CSR og oversat det direkte, men det er ikke det samme, som at det er standard på kinesiske virksomheder. For vestlige virksomheder er det et spørgsmål om at have orden i forsyningslinjerne og ikke snyde på vægten, for de bliver stillet til regnskab for det i deres hjemlande,« siger han.

Spørg kineserne

En udenlandsk virksomhed har da også den mulighed at spørge kineserne selv, mente Hillary Murdoch.

Hun er konsulent i britiske Impactt Ltd, som rådgiver udenlandske virksomheder i etiske spørgsmål, og hun havde i sit praktiske arbejde gjort den erfaring, at en udstrakt hånd var mere effektiv end kontrol.

»For hvad er vores mål? At tingene forandrer sig.«

Her mente Murdoch, at CSR er et effektivt middel til at forbedre både miljøet og vilkårene på arbejdspladsen. Der var i Kina en åbenhed over for spørgsmålene, ikke mindst, når det viste sig, at det ikke stod i vejen for økonomisk vækst. Som en blanding af interesse for know why og know how.

»Vi kan ikke argumentere imod, at de ansatte gerne vil arbejde over. Men vil de arbejde fire til fem timer over? Eller blot to til tre timer? Det kan man finde ud af ved at spørge dem. Det er et spørgsmål om både at være kontrollanter og partnere på samme tid.«

Bæredygtig udvikling

Efter Kjeld Erik Brødsgaards mening befinder Kinas kapitalisme sig på samme stadie som Storbritannien på Charles Dickens’ tid med vandring fra land til by som en af de store udfordringer.

»Der er vel 200 millioner overtallige bønder, som skal finde anden beskæftigelse. Alligevel er de villige til at diskutere arbejdsforhold og miljøproblemer. I den nye femårsplan indgår det netop, at man ikke skal have vækst for enhver pris, men også en bæredygtig udvikling. Den nuværende kinesiske ledelse ved, hvad de taler om, for de er ikke fra de højtudviklede kystområder, men fra de indre provinser.«

For Jorden er flad, tilføjer Kjeld Erik Brødsgaard, og det er vigtigt at få Kina ind i diskussionen.

»Når alt kommer til alt er det jo Kina, der i vores del af verden holder priserne og inflationen nede og muliggør høje huspriser og den lave rente.«