PIGNA: Her er historien om et ægtepar, der en skønne dag tog deres drømme på ordet. Sagde de faste stillinger op og solgte stort set alt, hvad de ejede, for at begynde helt forfra i en lille italiensk landsby i bjergene bag Rivieraen. Væk med stress og jag. Ud med gråvejr, regn og kulde til gengæld for mere varme – også den menneskelige¬ – større grad af nærvær og en uendelig frihed. Kort sagt: det gode liv. I dag bor Lone og Claus Lei Hansen i et vildt charmerende og nænsomt restaureret byhus i det vestlige Italien – og det er de rigtigt godt tilfredse med.

Eventyret tog sin begyndelse for tre år siden i Kolding. Helt nøjagtigt nede på havnen hvor en bekendt lige ville vise dem sin båd. Men faktisk var det slet ikke båden, han var mest optaget af. Næh, han var lige vendt hjem fra Ligurien ikke langt fra den franske grænse, og det måtte han simpelthen ud med. For det var bare så pragtfuldt et område. Der måtte de endelig tage ned.

»Det gjorde vi, og så var vi solgt. Inden vi rejste hjem, havde vi faktisk besluttet os for at købe en lejlighed i Norditalien. Vi var rundt en hel uge med forskellige ejendomsmæglere i området, men hver gang vi kom tilbage til den lille by Pigna, tænkte vi bare, at her skulle det være,« fortæller Lone Lei Hansen, der i sit »tidligere liv« var markedschef i rådgivningsvirksomheden AS3 i Århus.

Med en fejende armbevægelse viser hun hele horisonten rundt. Her var det ikke kun en enkelt ting, der trak. Det var hele pakken. Bjergene, den gamle, fredede middelalderby, der ligger og putter sig med sine krogede gader, sin flotte kirke og den rivende lille flod. Her er små restauranter, hyggelige butikker og en overordentlig venlig lokalbefolkning. De følte sig ganske enkelt hjemme.

Det er nu tre år siden. I løbet af det første år blev lejligheden renoveret. Ægteparret hyrede en italiensk arkitekt og italiensk/albanske håndværkere og fik en dansker i området til at følge ombygningen.

En dag blev lejlighederne nedenunder og ovenover sat til salg. Det tilbud kunne de ikke sige nej til, og pludselig ejede Lone og Claus en kun et helt lille hus, de fik også næring til drømme om et nyt og meget anderledes liv. Men beslutningen blev ikke truffet i et hug.

»I forbindelse med renoveringen af de nye lejligheder, foreslog én af vores tilbudsgivere, at vi selv kunne arbejde med på projektet. Og en nat i februar vågnede jeg hjemme i Danmark og tænkte – at det da kunne være mig. Så vækkede jeg Lone og spurgte hende, hvad hun ville sige til, at jeg tog orlov i tre-fire måneder,« fortæller Claus Lei Hansen, der er cand. mag i tysk og dansk og på det tidspunkt underviste på Munkedam Gymnasium i Kolding.

Den var Lone straks med på, og efter sommerferien trak Claus i arbejdstøjet sammen med parrets ældste datter, som netop var blevet student og meget belejligt snakker flydende italiensk efter et år på et italiensk gymnasium.

Lone blev hjemme i Danmark og besøgte de hårdtarbejdende familiemedlemmer hver sjette uge for at følge lidt med.

»Og hun kunne tydeligt se, hvor godt jeg havde det af at være hernede. Jeg kunne selv mærke det på fysikken og humøret, og jeg kom til at sove meget bedre om natten. Og vi snakkede om, at der egentlig ikke var nogen grund til at vente med at flytte til udlandet, til vi gik på pension. Jeg var ellers meget glad for at være gymnasielærer og fagligt aktiv i en masse sammenhænge. Så det var på ingen måde en flugt – det var et tilvalg,« fortæller Claus.

Næsten samtidig blev flere venner og kolleger omkring dem alvorligt syge – og det satte ekstra fart i deres beslutning.

»Vi kunne se, at de pludselig ikke længere selv kunne vælge, så hvis vi skulle flytte til udlandet, måtte det være nu, hvor vi vidste, at vi havde kræfterne og fysikken. Så tænkte vi, at vi da kunne prøve at sætte huset hjemme i Kolding og sommerhuset på Fanø til salg,« fortæller Lone.

Begge huse blev hurtigt solgt, og så var beslutningen ligesom truffet.

»Jeg var også glad for mit job, selv om der var ræs på. På den anden side - hvad kunne der ske, hvis vi begge to sagde op og flyttede herned? Vi kunne sagtens finde noget at lave igen, hvis det ikke gik,« siger hun.

Og nej. Ægteparret på 54 og 57 har ikke planer om at gå på pension foreløbig. Nu hvor husets lejligheder er færdigrenoverede, tilbyder Lone og Claus i samarbejde med professionelle flere slags kurser i blandt andet maleri og personlig udvikling i forårs- og efterårsmånederne. Om sommeren lejer de to af lejlighederne ud.

»Og så vil vi nok være i København i vintermånederne. Vi tror, at vi vil skaffe os en base for ikke hele tiden at skulle bo hos børn og familie, men den skal være mikro-mikro,« fortæller Lone.

Parrets voksne børn på 20, 30 og 33 har været helt med på forældrenes dramatiske livsændring.

»Vores børn er vilde med at komme herned og holde ferie, og på en måde er vi mere sammen og mere intenst sammen nu end tidligere. Det gælder også for vores venner,« siger Claus.

Udlændinge er ikke et ukendt fænomen i Pigna. Her er både hollændere, tyskere, amerikanere og canadier – for ikke at sige danskere. Mindst 11 danske familier har i de senere år slået sig ned i og omkring den lille by – heraf er dog kun to fastboende.

»Det breder sig, og for os er det vældig hyggeligt. Vi har også haft venner på besøg, og nærmest inden de er rejst hjem igen, har de selv købt en lejlighed i byen. Men lokalbefolkningen er også helt utrolig til at tage imod os fremmede. Jeg tror ikke, at man kunne finde noget tilsvarende i Danmark. Vi bliver inviteret til middage, til komsammen, te og kaffe. Til fødselsdage og familiebegivenheder. Vi har fået et fantastisk netværk. Men hvis vi ikke havde mærket den accept af os som danske tilflyttere, havde vi måske tøvet lidt mere. Det er helt unikt, som vi er blevet modtaget,« fortæller Lone.

Italienere er kendt for deres gæstfrihed, men udlændinge er også til en vis grad nødvendige for området.

»Det er traditionelt en egn, som folk flytter fra, blandt andet fordi det slet ikke længere kan betale sig at dyrke oliven på de små terrasse-marker,« siger Claus.

Og selv om tilflytterne har deres egne cirkler, arbejder de også på at udvikle et fællesskab med de lokale.

»Vi er med i en lille organisationsgruppe, der står for et kulturelt arrangement i juli. En slags kulturmøde mellem italienerne og de fremmede. I år har vi valgt at sætte specielt fokus på danskere, fordi vi er så mange i byen. Arrangementet får titlen »Arte - Gola« altså noget med kunst og smag - med musik og mad. Vi har blandt andet en kunstudstilling med italienske og udenlandske kunstnere, og det danske band »Nulle og Verdensorkestret« kommer og optræder sammen med italienske musikere. Og hele overskuddet går til kræftsyge børn,« fortæller Claus.

Selv hårdt presset kan hverken Claus eller Lone finde på noget at klage over i deres nye tilværelse.

»Vi kan styre vores liv meget bedre. Vi har fået en helt anden frihed, højere livskvalitet og mere nærvær. Vi keder os aldrig. Og hvis vi lige går ned og får en kop kaffe på cafeen, kan der gå tre timer, inden vi kommer hjem. Så møder vi nogen, der lige vil vise os noget eller byde på et glas vin. Men det gør jo ikke noget. Og nu har vi ingen børnebørn endnu, men den dag, de kommer, tager det kun to timer og et kvarter, så er jeg i København,« siger Lone.

Og hvor længe den liguriske drøm skal vare?

»Det ved vi søreme ikke. Det er ikke til at vide, hvordan situationen ser ud om nogle år. Nu er vi raske og friske, og det håber vi, at vi vil være i rigtig mange år. Jeg har et motto om, at jeg vil være 100 år og sej, og det vil jeg gerne leve op til,« siger Lone med et smil.