På helt langt sigt er Italien det næstværste land blandt verdens største industrilande at købe aktier i.
London Business School har for firmaet ABN AMRO lavet en sammenligning af afkastet på aktier og obligationer i 18 lande helt fra år 1900 til 2007. Set over godt og vel et århundrede har aktierne fra Italien i gennemsnit givet et afkast på 2,5 pct. om året, og det er den næstlaveste aktie-forrentning i landene. Kun belgiske aktier har været en dårligere investering.
Tages hele verden under ét har aktierne i gennemsnit givet et afkast på 5,8 pct. i de 107 år, som undersøgelsen dækker. Altså et afkast på mere end det dobbelte af støvlelandets.
Italien er om muligt et endnu værre sted at købe obligationer i. Her ligger Italien nemlig på en delt sidsteplads i sammenligningen. Italienske obligationer har nemlig givet et gennemsnitligt afkast på -1,8 pct. om året i 107 år. Hermed rammer Italien næsten gennemsnittet i sammenligningen - blot med omvendt fortegn. Obligationerne i de 18 lande har under ét givet et afkast på 1,7 pct. om året, fremgår det af artiklen.