Siena og Firenze er navne, der klinger bekendt, når talen falder på den italienske region Toscana. Men hvad med Cerageto? Selvom det afsløres, at det ligger i nærheden af Castelnuovo di Garfagnana, så hjælper det nok kun lidt. Godt en times kørsel fra byen Lucca, og så har de mest italienskkyndige måske en ide om, hvor vi er henne.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi skal et godt stykke væk fra mainstream Toscana for at finde det danske ægtepar Bente og Hans Peter Johannsens vidunderlige italienske byhus i den lille bjergby Cerageto.

Byen ligger helt oppe i det nordvestlige hjørne af Toscana i Garfagnana- området, tæt på grænsen til Emilia Romagna-regionen og halvanden times kørsel fra kysten.

Til daglig bor Bente og Hans Peter i en landsby i det midtjyske, så der er grund til at undre sig over, hvordan de har fundet frem til en perle som Cerageto.

Hans Peter fortæller:

«Jeg har i nogle år arrangeret vandreture i udlandet og fik på et tidspunkt anbefalet Garfagnana som et godt vandreområde. Vi besøgte det og blev ret hurtigt enige om, at der ville vi gerne tilbringe så meget tid som muligt.»

Og man forstår dem.

Mens tyskerne og englænderne har besat store dele af Toscana, så er det nordvestlige hjørne af regionen imponerende uspoleret og smukt.

Serchio-floden løber igennem området og skaber en dal mellem Appenninerne mod øst og Alpi Apuane-bjergene mod vest. Cerageto, som er fra 1600-tallet og utroligt velbevaret på grund af gode fredningsregler, ligger i 850 meters højde og har blot 200 indbyggere.

«Her er meget få turister, og vi er vistnok de eneste danskere, som har købt hus i området, i hvert fald er vi de eneste i Cerageto, som er en by, der lever sit stille liv med en lille restaurant og en bar, hvor bageren heldigvis kommer hver dag, så man kan købe brød af ham. Samtidig er her et behageligt klima om sommeren på grund af den høje beliggenhed,» fortæller Hans Peter.

«Og så er vi blevet rigtig dejligt modtaget af de lokale. Det er tydeligt, at de ikke er overrendte af turister, så de synes, at det er spændende, vi har valgt deres by. Det eneste, de er kede af, er, at vi ikke bor der hele året,» tilføjer Bente.

Den perfekte rådgiver

Selve huset er et nyrestaureret, charmerende to-etagers byhus på 100 kvadratmeter med en imponerende udsigt ud over Alpi Apuane- bjergene.

Når man ser huset, udsigten og oplever atmosfæren i byen, så forstår man godt, at de forelskede sig i stedet. Alligevel er det jo sin sag at kaste sig ud i det italienske boligmarked, som er kendt for ganske mange faldgruber, ikke mindst for udlændinge, men for Bente og Hans Peter blev det en god og forholdsvis ukompliceret oplevelse.

«Vi fik ret tidligt kontakt til den danske forfatter Rie Boberg, som bor i området, og som har hjulpet andre danskere med at købe hus.

Hun blev vores rådgiver og har simpelthen leveret et fantastisk stykke arbejde. Både praktisk, fx som tolk og juridisk har hun guidet os uden om de største problemer,» fortæller Bente.

Huset i Cerageto fandt de efter først at have kørt rundt alene og siden sammen med ejendomsmægleren.

«I første omgang kiggede vi mest på de ubeboede ruiner. Og der ligger virkelig nogle imponerende kampestenshuse, som oftest kun består af ydermur og tag, men som til gengæld har et fantastisk potentiale. Vi forelskede os faktisk i et par stykker af dem, men turde ikke at gå i gang med et så stort restaureringsarbejde. I stedet fandt vi altså et nyrestaureret byhus, hvor vi kun skulle lave lidt i køkkenet,» fortæller Hans Peter og tilføjer:

«Og så havde huset også den fordel, at ejeren var til at samarbejde med, og det er ikke nogen selvfølge på disse kanter. Vi hørte om nogen, der var ved at købe en af de gamle, populære møller, og hvor ejeren satte prisen i vejret tre gange,»

Prissedlen på huset i Cerageto viste 700.000 kr., og det var lidt af et problem, ikke fordi Bente og Hans Peter nødvendigvis syntes, at det var dyrt, men hvordan sætter man prisen på et hus med sådan en udsigt.

«Vi valgte at betale, fordi vi var tilfredse» siger Bente og Hans Peter nærmest i munden på hinanden og griner lidt ad, at de nok er blevet snydt lidt – eller i hvert fald har betalt mere, end en italiener ville have gjort, men det skal man nok regne med som udlænding.

Finansiering hjemmefra

Bente og Hans Peter købte dog ikke huset på stedet, men valgte at rejse hjem og tænke lidt over det. Men dog kun i kort tid, og så blev beslutningen truffet. Og der kunne de så trække på Rie Boberg, så de var fri for at rejse derned igen.

«Herhjemmefra fik vi lavet et Procura speciale a comprare hos den italienske konsul i Århus, og det er et dokument, som atteste

rer, hvem vi er, og som giver Rie Boberg fuldmagt til at handle på vores vegne. Samtidig kunne Rie Boberg bruge det til at skaffe os et Codice fiscale, som er et italiensk CPR-nummer eller – direkte oversat – et skatteregistreringsnummer. I det hele taget ordnede Rie Boberg det meste for os dernede, og det forløb forbavsende smertefrit,» fortæller Hans Peter.

Selvom der i slutfasen var tale om tung italiensk jura, så valgte Bente og Hans Peter ikke at bruge en advokat.

«Ja, det var nok lidt dumt. Nu gik det godt, men måske var vi bare heldige, så jeg tror nok, at vi vil anbefale andre at tage en advokat med på råd. Det er ganske omfattende dokumenter, der bliver skrevet under på til sidst. Og man betaler jo fx et depositum på 20 procent af købssummen, når den foreløbige slutseddel underskrives, og de penge er altså tabt, hvis noget går galt, og man må springe fra handlen,» advarer Hans Peter og tilråder samtidig, at man finansierer hushandlen fra Danmark.

«Vi var rundt at kigge i forskellige italienske banker, og det virkede ganske uoverskueligt. Så er det noget nemmere at belåne friværdien i huset herhjemme.»

Direkte adspurgt har de to nye italienske husejere faktisk ganske svært ved at komme i tanke om noget, som har været rigtig besværligt eller problematisk.

«Det mest besværlige har nok været at få sat betalingerne af ejendomsskat, el og gas på skinner. I Italien kender de ikke betalingsservice, som vi har i Danmark. Så det har krævet lidt arbejde, men det er jo trods alt i småtingsafdelingen,» fortæller Hans Peter, og Bente fortsætter:

«Ja, og så skal man lige huske, at i Italien tager sælgeren alt med, også det nagelfaste. En pære i en fatning er vistnok det eneste, de skal lade blive.»

Men for de to har det været småting i forhold til, at de nu ejer deres eget italienske drømmehus.