Dagen før nytårsaften ²⁰⁰⁶⁄₀₇ fik Erik Bjørn og hans kone, Maj Rose Bjørn, pludselig travlt med alt muligt andet end at planlægge årets sidste aften. Her indløb nemlig en mail fra Piemonte i Italien med følgende ordlyd: »Jeg tror, jeg har fundet huset til jer.«

Med beskeden fulgte et billede ikke af et hus, men af en ruin! Et billede, som ville skræmme de fleste væk, men ikke Erik Bjørn. Mailen kom fra en bekendt af familien, Jesper Remo, der finder gamle ruiner og huse til udenlandske købere i den norditalienske region. Ham havde familien sat på opgaven at finde et råt stenhus på et forholdsvis øde sted i bjergene.

Erik Bjørn er fotograf med stort studie på Nørrebro i København, hvor hans kone også arbejder. Begge er vilde med Italien, hvor de har holdt flere ferier sammen. Og efterhånden var tanken om selv at eje »et sted dernede« opstået. Økonomien var i orden, virksomheden gik godt, og der var masser af friværdi i privatboligen. Selv banken var begejstret for tanken.

»Men det var jo også før finanskrisen,« smiler Erik Bjørn.

Toscana er den region, som parret kender bedst, så det var naturligt også at kigge efter bolig her. Ret hurtigt fandt de dog ud af, at i det område af Italien får man ikke meget for pengene, og slet ikke et hus i den størrelsesorden, som specielt Erik Bjørn drømte om.

»Min drøm var et hus med masser af plads, for det skulle være et fristed, hvor mange familiemedlemmer og venner kunne være på samme tid. Samtidig ville vi også leje boligen ud via vores netværk og på den måde hente nogle af udgifterne hjem igen. Men den slags huse i Toscana koster altså let ti millioner kroner, og så meget tjener man altså heller ikke som fotograf.«

Men netop via Jesper Remo blev interessen sporet ind på regionen Piemonte i Norditalien, og Erik og Maj fandt ud af, at den byder på mindst lige så meget kultur, natur og god mad som Toscana.

»I Piemonte, som ligger lige syd for Alperne, er landskabet mere råt, men også mere autentisk, og i dag, hvor vi kender egnen, ville vi aldrig bytte med Toscana,«

Så allerede 6. januar 2007 sad parret og deres to børn, Laura og Magnus, i flyet på vej til Milano for at kigge nærmere på den rå ruin. I mellemtiden havde de dog entreret med et par andre ejendomsmæglerne for at få nogle alternative bud på, hvad man ellers kan få for pengene i området.

»Det var jo ikke sikkert, at det hus, som vores danske kontakt havde fundet til os, var det helt rigtige,« fortæller Erik Bjørn.

Til lejligheden var Laura og Magnus blevet udstyret med hver sit kamera samt blok og kuglepen.

»Det kan let blive kedeligt for børn at være med forældre på huskig. Derfor bad vi dem om at fotografere og skrive lidt om de huse, vi så, og om aftenen diskuterede vi så, hvad der havde været godt og skidt. På den måde blev de også involveret, og et huskøb i Italien er jo i høj grad en beslutning, som også vil vedrøre dem mange år fremover,« siger børnenes far.

I løbet af de fem dage blev det til cirka 15 husbesøg. Først til sidst kom turen til den rå ruin. Den ligger på vej op til landsbyen Roccaverano, som ligger på det højeste punkt i Asti-provinsen, cirka 800 meter over havets overflade. På forhånd havde familien fået at vide, at ejendommen lå på en 30.000 kvadratmeter stor grund, hvor der er blevet dyrket vin. Stedet har ikke været beboet siden Anden Verdenskrig, og de nuværende ejere, et ældre søskendepar, som er niece og nevø til de sidste beboere på ejendommen, bor i Milano.

»Vi fulgtes med Jespers samarbejdspartner, ireren Michael Blackwood. Han havde fået en aftale i stand med ejernes onkel, en frisk herre på 83, som vi hentede på vejen i en af de nærliggende landsbyer. Det kunne tydeligt ses, at der ikke havde boet nogen på stedet i mange, mange år. Kun resterne af de tykke mure stod tilbage, og der var intet tag, kun en masse murbrokker og træbjælker, der lå hulter til bulter inde i det, som engang havde været stalden. Vi kunne godt se, at der skulle gøres en hel del her. Men beliggenheden! Og udsigten! Den var tredimensional, og man kunne se næsten til kysten. Længere oppe ad bjerget kunne vi se landsbyen Roccaverano og høre, når kirkeklokkerne ringede. Vi var solgt på stedet.«

Her to år efter kan Erik Bjørn stadig huske fornemmelsen af at komme til det helt rigtige sted. De 15 andre huse, som de havde brugt de foregående dage på at kigge ud, var pludselig uinteressante. For her, 2,8 kilometer fra landsbyen Roccaverano, var stedet, som den danske familie havde drømt om.

Magnus og Laura så ud til at trives med det samme.

»De begyndte straks at udforske stedet, og det slog mig, at det var ligesom i mine bedsteforældres store have, hvor vi kunne gemme os og være uden de voksnes opsyn. Det kan børn så sjældent i dag. Men min kone og jeg gik altså rundt sammen med ejernes onkel og prøvede at se så uinteresset ud som mulig. Bagefter kørte vi op til selve Roccaverano for at drikke en kop kaffe sammen. Dagen efter kørte vi op til grunden igen for at få det hele for os selv, og på det tidspunkt havde vi nok næsten besluttet os.«Hjemme i København tog Erik Bjørn kontakt til Michael Blackwood og meddelte, at de var interesseret, og derefter overlod han de egentlige forhandlinger til ham.

»Fra januar hang der et billede af huset på opslagstavlen i vores køkken. I vores tanker var det allerede vores, men den endelige handel gik først i orden omkring maj. Siden har Michael fortalt os, at han på et tidspunkt frygtede, at det hele ville gå i vasken, men det involverede han ikke os i. Det var noget med, at broderen forsøgte at snyde søsteren, som så pludselig meldte ud, at hun ikke ville sælge.

På forhånd havde vi meddelt Jesper og Michael, at vores budget for huskøb og istandsættelse var 400.000 euro. Prisen på ejendommen endte på 140.000 euro. Selv om priserne i Piemonte-regionen ligger langt under Toscana, skal man ikke tro, at man kan få husene forærende, heller ikke selv om det er en ruin, der har stået tom i flere årtier. Det er jo deres hjerteblod, disse mennesker sælger. Derfor skal man vise respekt og ydmyghed, for det kan være en stor beslutning endelig at skulle sælge det sted, hvor ens bedstefar og oldefar er vokset op og har tjent til livet.«

140.000 euro var dog en pris, som familien Bjørn var parat til at betale for at gøre deres drøm om et hus i Italien til virkelighed.

»Jeg havde ønsket mig et stenhus langt oppe i bjergene og med langt til nærmeste nabo, og det havde jeg fået. Men jeg var ikke blind for, at sådan et hus også skal byde på andre muligheder. Så heldigvis ville vi også kun få halvanden times kørsel til nærmeste lufthavn, en time til nærmeste skisportssted, 40 minutter til Middelhavet og en halv time til outlets, lækker shopping og restauranter.«

Nu ventede et større ombygningsprojekt, som inklusive alt det forberedende parpirarbejde ville komme til at tage næsten to år.