Mange ville måske rynke på næsen over at flytte ind i et forhenværende bordel. Men ikke Birthe Clausen. Jo flere røverhistorier hun hørte om drømmehuset på den norditalienske bakketop, jo mere forelsket blev hun. Huset blev hendes, og hun begyndte at fylde det med sine egne historier.

Dengang for 14 år siden lignede huset en ruin, men det lå - og ligger stadig - så yndigt i den lille landsby Altavilla, som spreder sig ud over en bakketop mellem Venedig og Gardasøen. Sidst huset var i brug var i 1950erne, hvor det var et kendt dansested, »Il Paradiso«.

»Det var det eneste sted, hvor folk fra Vicenza og omegn kunne tage hen for at more sig og gøre noget så vildt som at danse. Og så var der altså to »til leje«. En rødhåret og en lyshåret,« fortæller Birthe Clausen.

Huset, mener hun, er mindst 100 år gammelt. Ifølge italiensk lov, skal man beholde de originale strukturer på gamle bygninger, så de måtte tage en kvadratmeter af gangen. Det var et kæmpe arbejde.

»Med lov i dag kan du ikke bygge et hus, hvis murene ikke er minimum 27 centimeter. Her er de 12, og den eneste isolering var muselort.«

Byens borgere fulgte spændt med i forvandlingen af »Il Paradiso«.»De ældre kom forbi og kikkede ind. De kunne jo huske stedet fra gamle dage og ville se, hvad det nu var for nogle, der havde overtaget, og de kunne fortælle de mest fantastiske historier, mens deres øjne lyste af minder.«

59-årige Birthes italienske eventyr begyndte en del år før »Il Paradiso«. Som datter af en møbelfabrikant fra Brande kom hun på Europas bedste skoler og begyndte tidligt en karriere i det danske handelsliv. Men hun ville gå sine egne vegne og rejste som 23-årig til belgisk Congo, i dag Den Demokratiske Republik Congo, som frivillig for Røde Kors - intetanende om at det ville ændre hendes liv.

Her mødte hun nemlig italieneren Gian Giorgio Colla, som var født og opvokset i belgisk Congo, men som havde læst i Italien. Og hun faldt pladask. De valgte at begynde et liv sammen i Italien, og takket være Birthes handelstalent fik hun etableret et dansk-italiensk indkøbskontor.

»Det var ikke nemt for en ung kvinde på det tidspunkt,« forklarer hun.

Men Birthe Clausen blev hurtigt repræsentant for flere danske messer og virksomheder, hvor hun fik gode kontakter, og skridt for skridt fik hun banket en succesfuld virksomhed op, hvor hende og Giorgio i dag er partnere.

I 12 år boede parret i storbyen Milano og omegn, men de valgte at flytte til Vicenza, en mellemstor by få kilometer fra deres nuværende hjem.

Her boede de i ti år før Birthe fandt det hus, hun havde gået og drømt om. Da hun så »Il Paradiso« tog det hende kun ti minutter at beslutte sig.

Fra husets terrasse er der udsigt over Vicenza, og det var her på terrassen, der blev spillet op til dans tidligere. Her kan man også se Romeo og Julies bjerge og en motorvej, som stadig generer Birthes mand.

»Stedet var det eneste, vi fandt, hvor vi kunne få et gammelt hus uden marker til,« forklarer Birthe, der for længst er holdt op med at ænse trafikken, som fra terrassen høres som en svag susen.

Da de købte huset, var priserne for gamle bygninger lav i området, men i dag er de skudt i vejret. Blandt andet fordi byen ligger i et rigt område, hvor mange virksomheder holder til, men selv i Vicenza og omegn kommer priserne stadig ikke op i nærheden af de danske.

Haven er bygget ned i kampestenstrapper med oliven, cypresser, bananpalmer, figentræer og et væld af andre træer og planter.

»Det er virkelig en drøm, der er gået i opfyldelse, når man i fritiden kan gå og indrette det hele, som man allerhelst vil have det,« siger Birthe Clausen.

Det betød meget for hende og Giorgio, at restaureringsarbejdet blev udført i tråd med de gamle traditioner. Kampesten blev derfor slået ud i hånden af en af byens ældre håndværkere. Loftet er af sten med mørke bjælker. Selvom det hele er nyt, har det det gamle, rustikke præg.

Men der skulle et større slagsmål med kommunen til, for at parret kunne få det, som de gerne ville, og tilladelserne trak ud.

»Ingen ville købe huset tidligere, fordi det så rædselsfuldt ud, men da vi så gik i gang, blev folk alligevel misundelige,« fortæller Birthe.

Birthe Clausen har sat sit personlige præg på hele huset. Det bestod før af et væld af gange og korridorer, men dem valgte hun at rive ned til fordel for et stort rum med køkken og opholdsstue i ét. Ovenpå er der soveværelser, og i den anden ende af huset har Birthe og Giorgio indrettet deres kontor og en lejlighed til sønnen Thomas, når han kommer på besøg.

Næsten alle møblerne er tegnet af Birthe selv og udformet i samarbejde med italienske håndværkere. Hun arbejder f.eks. sammen med en snedker fra Milano og har sin egen jernekspert i byen, som blandt andet har lavet 150 svalehaler til loftet. Flere af de andre møbler er antikviteter, som hun har valgt så de passer til husets mål og stil.

»Jeg kørte rundt i Veneto og ledte efter antikviteter, men fandt så ud af, at 80 procent af alle de antikviteter, der bliver solgt i Veneto, kommer fra København. Jeg besluttede mig til at tage på ferie i Danmark og begyndte at købe ind.«

Og selv når Birthe har investeret i nye møbler, har de ofte danske aner. Fra det store køkken-alrum går der en trappe op til en lille indskudt etage, hvor man kan se fjernsyn i to bløde sofaer.

»Dem fandt jeg i en forretning og fandt ud af, at de var fra Gedsted.«

Udover det danske design har parrets afrikanske fortid også sat sit præg på indretningen, ligesom en af Birthes venner har sørget for at husets sjæl lever videre.

»Jeg har en god ven i modebranchen. For ti år siden var han 76, og han talte ikke til mig i ord, men i vers, og han er den eneste i verden, der har lavet malerier med en gammel Singer-symaskine. Hans speciale er det her,« fortæller Birthe og viser et maleri frem af en nøgen rødhåret kvinde, som er malet efter inspiration af en af de to kvinder, som man tidligere kunne »leje« på »Il Paradiso«.

»Han forærede det til Giorgio og sagde, at hvis han ikke ville have det, måtte han nøjes med hendes telefonnummer.«

Hus og have er i alt på 3.600 kvadratmeter, og det er rigeligt stort for Birthe, Giorgio og tre labrador hunde. Derfor forsøger de at fylde huset med venner fra hele verdenen så ofte som muligt. Som i gamle dage skal »Il Paradiso« være et sted, hvor mennesker mødes, og hvor der spilles op til dans - om end på en mere sober måde end dengang huset var kendt som bordellet på bakketoppen.