»Hvorfor vil I dog sidde ude, når I kan sidde inde?«

Den italienske arkitekt var helt uforstående over for de mærkelige ønsker, som den danske familie havde til deres nye hus i bjergene. Hvorfor ville de f.eks. have køkkenet lige ved terrassen og med udsigt til bjergene? Og hvorfor skulle køkken, spiseplads og stue være i ét rum?

»Det tog os tre møder at få ham til at tegne rummene op, som vi ville ha det. Han blev vist også lidt træt af mig til sidst,« smiler reklamefotograf Erik Bjørn.

Han blev i maj 2007 formelt ejer af en ruin i Piemonte-regionens bjerge. Stedet har stået ubeboet siden Anden Verdenskrig og ligger på en 30.000 kvadratmeter stor grund med vinstokke og ikke mindst: En fantastisk udsigt. Beliggenheden betog Erik og Maj Rose Bjørn så meget, at de straks efter deres første besøg på stedet i januar besluttede sig for at købe det. Planen var at genopbygge ruinen på det eksisterende fundament og så vidt muligt bevare den gamle stil med de rå stenmure, som er velkendt på landet i Italien.

Da familien i maj 2007 stod med skødet i hånden, var næste skridt at få målt huset op. Det kræver loven i Italien for at få en landejendom godkendt som fritidshus. Opmålingen skal foretages af en såkaldt geometrist, som er en mellemting mellem en arkitekt og en geolog. Det er også ham, som udfra ejernes ønsker, udarbejder de tegninger af huset, som skal til for at få en byggetilladelse.

»Men før han kunne gå i gang med opmålingen, måtte der ryddes op. Ruinen skulle ryddes for sten og træstumper, som vi skulle sikre os blev lagt i de rigtige bunker, da mange af materialerne skulle genbruges. Det kostede os lige 10.000 euro i ekstra håndværkerhjælp. Men den slags skal man regne med,« konstaterer Erik Bjørn.

Han var ikke skræmt ved tanken om at gå i gang med så stort et byggeprojekt på udenlandsk grund.

»Jeg er ikke en handyman, men jeg ved præcis, hvordan jeg vil ha tingene og kan stille de rigtige spørgsmål til håndværkerne. Jeg har stået for istandsættelsen af vores hus i Tårbæk, men min ilddåb fik jeg, da jeg skulle styre ombygningen af Novos gamle fabrik på Nørrebro, der i dag fungerer som kontor og fotostudie for mit firma,« siger Erik Bjørn, der sammen med to partnere ejer og leder Erik Bjørn Kompagni A/S med flere tilknyttede fotografer.

Kontakten med de ialienske plan- og byggemyndigheder har dog været noget af en prøvelse for den danske husbygger. Prøvelser, som han næppe havde udstået, hvis det ikke havde været for irske Michael Blackwood.

»Michael har været en uvurderlig hjælp. Du er nødt til at have en person lokalt, som kan overvåge byggeprocessen, og vi var helt trygge ved at hyre ham. Han har et godt lokalt netværk og samarbejder med vores danske kontakt, Jesper Remo, der fandt huset til os. Michael er ikke helt almindelig. Han er omkring de 60 år og på 30. år gift med Patricia fra Piemonte. Han er uddannet sommerlier i whisky, men dertil kommer mange andre erhverv som f.eks. bogholder, universitetslærer, tolk og altså nu byggestyrer. Han taler flydende italiensk og har undertiden en speciel måde at overlevere sine meddelelser på. I en mail kan der f.eks. godt stå, at vi skal sætte os ned og tage en whisky, før vi læser videre,« fortæller Erik Bjørn.

Michael Blackwood har især været en god støtte i omgangen med de italienske myndigheder, for her gælder et helt særligt adfærdskodex.

»Man skal ikke tro, at man kan møde op, knipse med fingrene og så få det, man har brug for. Sådan virker systemet ikke. Men en vis ydmyghed får som regel det hele til at glide lidt nemmere. Reelt kan en lille kommune jo spænde ben i lang tid for et byggeri som vores. Vi var f.eks. blevet advaret om at købe et hus i en nabokommune, fordi den var kendt for at forhale byggesager. I Roccaverano gik vores tilladelse dog ret hurtigt igennem, men det kostede os altså også 100.000 kroner ekstra.«

Det meste af sommerferien 2007 tilbragte familien med at holde møder med arkitekt og entreprenør.

»Vi var først formelt blevet ejere af stedet i maj, og da vi kom derned i juli, var det første gang, at hele familien var på stedet siden januar. Nu var det sommer, og vi opdagede helt nye sider ved stedet. Min kone blev f.eks. vild af begejstring, da hun opdagede, at der er både figen- og kiwitræer på grunden. Vi lå i telt deroppe et par nætter, men da der jo ikke var hverken vand eller toilet på stedet, måtte vi bo på hotel resten af tiden.«

Hele sommeren og efteråret 2007 gik med at få geometristens tegninger gjort klar, indhente byggetilladelser hos myndighederne og træffe aftaler og lave kontrakter med entreprenøren, der udførligt beskriver alt, hvad der skal laves.

»Aftalerne med entreprenøren blev lukket omkring jul 2007, og vi regnede så med, at byggeriet kunne gå i gang hurtigt derefter. Men omkring nytåret 2007-2008 faldt der en meter sne i bjergene, og den blev liggende helt frem til februar. Så der var altså jubel hjemme i Tårbæk, da vi 18. februar 2008 fik den første mail med billeder af gravemaskiner på grunden, Det var dejligt at se, at nu skete der endelig noget.« fortæller Erik Bjørn.

Han var også begyndt at blive en lille smule utålmodig efter at komme i gang. I løbet af efteråret 2007 var der kommet en del ekstraudgifter i forhold til det oprindelige byggebudget, fordi familien valgte en dyrere løsning i forbindelse med anlægget af den store pool og indretningen af badeværelserne.

»Jeg har aldrig fortrudt, at vi kastede os ud i det, men undervejs har jeg da op til flere gange spurgt mig selv, hvad det dog er, jeg har rodet min familie ind i. Men vi har allerede nu, inden huset er helt færdigt, fået så meget forærende ved at have købt det sted. Vi nyder turene derned hver gang og finder hver gang nye listige restauranter i området og lærer nye mennesker at kende.«

Siden foråret 2008 har Erik Bjørn været i Roccaverano en gang om måneden for at se til byggeriet, ellers foregår kommunikationen med entreprenøren Pierre Alfonso stort set via mails.

»Men jeg har deltaget i en del byggemøder, og det går altså ikke stille for sig. Det er ikke ligesom i Danmark, hvor der normalt er én person, som taler ad gangen. I Italien taler de alle enten i mobil på samme tid eller i munden på hinanden. Oven på sådan et møde, der ofte varer omkring tre timer, er jeg træt som efter en Tour de France-etape,« siger Erik Bjørn, der stadig har brug for tolkehjælp.

»Men allerede da vi købte huset, meldte Maj og jeg os til italiensk, så jeg bgynder at kunne forstå mere og mere.«

Oplevelserne med de italienske håndværkere har dog overvejende været positive. Nuvel, der sker fejl undervejs, men der er aldrig problemer, når fejlen skal rettes.

»Engang kunne vi pludelig se, at de havde sat to små døre i stedet for én stor. En anden gang havde entreprenøren gjort opmærksom på, at det ville koste ekstra at få støbt gulvet, fordi betonblanderne ikke kunne køre op til grunden, hvorefter et tilsendt billede afslørede en…surprise…betonblander. Men der er aldrig noget vrøvl, når vi påpeger fejlene. De bliver rettet uden diskussion, og det er de sødeste mennesker at arbejde sammen med. Her er en aftale altid en aftale, noget danske håndværkere måske kunne lære noget af.«