EF-Domstolen har tillid til skatteyderne i EU. Det skal den franske regering også have. I en ny dom af 11. oktober 2007 antager EF-domstolen, at den frie bevægelighed for kapital ikke gør det muligt for Frankrig systematisk at beskatte et selskab fra en anden medlemsstat med 3%, når det franske skattevæsen ikke kan sammenholde de selvangivelser, der afleveres i Frankrig for dette selskabs aktionærer med skattemyndighederne i den anden stat.

Hvad drejer det sig om?

Siden 1982 har Frankrig opkrævet en skat, den såkaldte ”3 %s skat” blandt valutaudlændinge, der enten direkte eller via en kæde af kapitalandele ejer fast ejendom i Frankrig. Formålet med denne skat er at afholde franske valutaindlændinge fra at overføre deres ejendomme til skuffeselskaber med henblik på at undgå at skulle betale formueskat. Skatten, som pålignes med afsæt i ejendommenes salgsværdi, betales af selskaber, som har domicil i skattemæssig forstand i et andet land, og som Frankrig ikke kan få nogen oplysninger om for så vidt angår aktionærer. Sideløbende hermed er der blevet indført skattefritagelser for de selskaber, som opgiver navn og bopæl i skattemæssig forstand på deres selskabsdeltagere, under forudsætning af, at disse selskaber er dækket ind under en skatteaftale, der træffer bestemmelse om administrativ assistance eller et princip om ikke-diskrimination.

I det foreliggende tilfælde drejede det sig om selskabet Elisa, et luxembourgsk selskab i kategorien holdingselskab 1929, der var udelukket fra skatteaftalen mellem Frankrig og Luxemborg og dermed fra administrativ bistand. Frankrig havde skønnet, at 3% skatten skulle betales, idet det ikke var muligt at undersøge de oplysninger, der var blevet givet om dets aktionærer, og dette i endnu højere grad fordi skatteordningen for holdingselskab 1929 blev betragtet som skadelig af medlemslandene og som en illegal statshjælp fra EU-Kommissionen (Luxemborg har i øvrigt sat en stopper herfor med virkning fra slutningen af 2010).

Mekanisme vedrørende formodning

Selskabet Elisa påberåbte sig, at EU-direktivet fra 19. december 1977, der hjemler en gensidig bistand mellem medlemslande, hvad direkte skatteforhold angår, herunder også vedrørende formueforhold, og at denne EU-norm bør gå forud for bestemmelserne i de bilaterale konventioner. Det er dog usikkert, hvor langt direktivet rækker. For det giver medlemslandene mulighed for kun at lave undersøgelser eller videregive oplysninger inden for grænserne af, hvad deres egen lovgivning bestemmer, det vil sige ingenting, når det drejer sig om et holdingselskab1929. Det er i denne sammenhæng, at Den Franske Højesteret besluttede sig for at indbringe sag for EF-Domstolen for at få klarhed på, hvornår 3% skatten skal opkræves i EU.

Dommerne i EF-domstolen kom frem til, at Frankrig først skal anmode selskaber, der er hjemmehørende i EU om klare og præcise oplysninger om aktionærernes identitet og kun inddrive 3% skatten, hvis disse oplysninger ikke gives.

EF-domstolen sanktionerer derfor mekanismen om formodning af levering af fejlagtige oplysninger fra en statsborger i EU, mens Frankrig ikke kan kontrollere de modtagne oplysninger i samarbejde med et andet medlemsland. Skatten anses for at være virke restriktiv på den fri bevægelighed for kapital, idet den finder anvendelse ”under alle forhold” og ikke kun ved hypoteser om bedrageri, hvor der tyes til ”udelukkende kunstige” løsninger. Der skal lægges vægt på den omvendte bevisbyrde, der i praksis affødes heraf.

EF-domstolens dom burde begrænses, idet omfang at tilfældene med ikke-administrativ bistand mellem medlemslande er sjælden, kan man hævde. Regeringen bør dog først ændre lovteksten.

Man kan til sidst spørge sig selv om hvilke eventuelle følgevirkninger retspraksis i Elisa-sagen kan få på de udenlandske selskaber, der ligger uden for EU? De burde i betragtning af § 57-1 i EU-traktaten være svage. Paragraffen hjemler, at medlemslandene kan opretholde ”restriktioner, der eksisterer pr. 31. december 1993 (….) hvad kapitalbevægelser angår, (….) herunder også ejendomsinvesteringer”. Men lovteksterne om 3%s skatter stammer fra 1982. De blev ændret i 1989 og dernæst i 1992.

Den ordning, der finder anvendelse på selskaber uden for EØS under fravær af gensidig bistand eller pari passu klausul, har derfor alle chancer for at blive permanent. Under alle omstændigheder forholder det sig sådan, at for tredjelande kan den manglende mulighed for et medlemsland for at opnå informationer fra et andet land, der giver det mulighed for at undersøge betingelserne for anvendelse af sin nationale lov, af EF-Domstolen blive betragtet som stående i et rimeligt forhold og som derfor kan medføre ændring af en beskatning (Jvf. Sag C-¹⁰¹⁄₀₅ Skatteverket mod A, concl. AG

ves Bot).

3% skatten indbragte kun 37,7 millioner Euros til den franske stat i 2006, men dens symbolske og afskrækkende funktion er stadig meget vigtig.