PENSION, OPSPARING, PRAKTISK, FERIEBOLIGER, GOLF, EJENDOMME

Bestyrerpar søges til ejendom i Bergerac i Sydfrankrig

Flag 06-12-04 ~2 minutters læsning · 395 ord

Min kone og jeg har netop købt en større ejendom i sydvest Frankrig ca. 3 km. fra Bergerac (faktisk et vinslot). Ejendommen har to huse - en bestyrerbolig og et hovedhus. Vi vil indtil videre benytte hovedhuset som feriebolig og til ferieudlejning. Til bestyrerhuset søger vi nu et ægtepar til at hjælpe os med at passe ejendommen.

Vinmarkerne (ca. 4,5 ha AOC vin) er pt. forpagtet til en lokal vinbonde, men der er yderligere 4,5 ha have, græsarealer, park, swimmingpool og skov samt rengøring og vedligeholdelse af hovedhuset på ca. 400 m2.

Vi søger et – eventuelt førtidspensioneret - ægtepar som kunne tænke sig at flytte ned til Bergerac og bo i bestyrerboligen og samtidig som bestyrer af ejendommen vil sørge for vedligeholdelsen af ejendommen og udlejningen af hovedhuset, når vi ikke selv er der.

Bestyrerhuset ligger ugenert med egen tilkørsel og have og særdeles smukt midt i en flot park. Det er ca. 100 m2 stort og har køkken, stue, bad, samt to soveværelser. Bestyrerparret vil bebo huset gratis og vil desuden få en betaling for at passe og udleje ejendommen. Når hovedhuset ikke udlejes - eller vi selv ikke er der - vil der være fri adgang til stor swimming pool. Der vil også være mulighed for at holde egen køkkenhave.

Vedligeholdelsesarbejdet består dels i at vedligeholde parken, swimming poolen om sommeren samt visse græsarealer muligvis med får eller køer. Endvidere skal hoved- og bestyrerhuset vedligeholdes m.m. Gennemsnitligt drejer det sig om op til 25 timers arbejde ugentligt – mere om sommeren end om vinteren. Vi skal til at istandsætte hovedhuset, og vi vil også forbedre bestyrerboligen.

Vi søger et friskt par med hænderne skruet godt på, og som ligesom os elsker Frankrig og dette superhjørne af landet, der er kendt for sin fois gras, trøfler, vin, superfriske råvarer, Dordognefloden, sin historie (De Tre Musketerer, Cyrano de Bergerac, 100-års krigen etc.) etc. Klimaet i Bergerac er dejligt varmt og solrigt, og der er rig mulighed for aktiviteter (cykling, golf, vandreture, bådture på Dordogne, etc, etc)

Rimeligt gode engelskkundskaber er nødvendige og franskkundskaber en stor fordel. Men vigtigst er gå-på-mod, praktisk sans, energi, eventyrlyst og dynamik.

Skriftlig ansøgning med beskrivelse af tidligere gøremål og forventninger til jobbet sendes til nedenstående addresse eller pr. e-mail.

Vi glæder os til at høre fra jer!

Med venlig hilsen

Majbritt og Søren Mouritsen

Høveltevej 78

3460 Birkerød

mouritsen@privat.dk

Skribentmail: