Samtidig er det blevet lettere for danskere at købe ejendom i Frankrig, fordi de danske kreditforeninger er gået ind i belåningen og kan tilbyde lån på de vilkår, vi kender hjemmefra.

Har man fundet den ejendom, man gerne vil købe, er det vigtigt at gøre sig klart, at man ikke som udgangspunkt har nogen ”på sin side”. Ejendomme sælges som beset, og hverken ejendomsmægleren eller notaren kan v ære købers mand. Det kan derfor være en god idé at have sin egen rådgiver med på råd, både hvad angår det byggetekniske og det juridiske.

Retningslinjer

Køb af fast ejendom i Frankrig følger retningslinjer, der på visse punkter adskiller sig fra de danske regler. Alle formalia i forbindelse med handlens gennemførelse varetages af notaren (”le notaire”).

Notaren er en selvstændig erhvervsdrivende med en juridisk uddannelse, der dækker samtlige de områder, der hører under justitsministeriet, og som af ministeriet er bemyndiget til at repræsentere det offentlige i handel med ejendom, bobehandling, ægtepagter, testamenter osv. Med hensyn til fast ejendom har notaren lovbestemt eneret på at varetage de opgaver, som advokaten i Danmark typisk tager sig af: indhentelse af nødvendige dokumenter fra det offentlige, banker, forsikringsselskab mv, udfærdigelse af skøde, tinglysning m.m. Herudover opkr æver notaren skatter og afgifter til det offentlige og sørger for betaling heraf til staten. Notaren er neutral og kan ikke være købers eller sælgers mand.

Efter fransk ret er det køber, der betaler omkostningerne til udfærdigelse og behørig registrering af skødet. Disse omkostninger kaldes, lidt fejlagtigt, for ”frais de notaire”, idet notarens salær, som er en lovbestemt procentsats, kun er en del heraf, resten udgøres af skatter, afgifter, gebyrer og udlæg til indhentelse af nødvendige dokumenter. Køber man en ejendom til 150.000 Euros, opkræver notaren ca. 10.400, hvoraf hans sal ær udgør ca. 1.870.

Tilstandsrapporter, som vi har dem i Danmark, findes ikke i Frankrig. Derimod er der adskillige lovpligtige undersøgelser (”expertises immobilières”), som skal foretages, f.eks. skal det undersøges om der er eller har været angreb af termitter, om der er rester af asbest eller bly, om ejendommen ligger i en zone, der er eller har været udsat for jordskælv, jordskred, oversvømmelser eller andre naturkatastrofer. Disse ”expertises” betales af sælgeren.

Sælger og køber mødes hos notaren, når skødet (”l’acte”) er klar til underskrift. Her skal notaren læse hele teksten op for parterne, og kan man ikke fransk nok til at forstå ham, må man have en person med, som kan oversætte løbende. Notarialkontoret opbevarer det tinglyste skøde i 100 år og skal derefter overlevere det til statens arkiver. En kopi kan udleveres til sagens parter, og kun til disse.

Man må være forberedt på, at en ejendomshandel i Frankrig tager l ængere tid end i Danmark. Dels er selve papirgangen mere gammeldags end i Danmark, hvor de elektroniske medier for længst har vundet indpas. Dels kan der i forbindelse med skødeskrivningen opstå praktiske problemer: det er ikke ualmindeligt, at en ejendom er gået i arv i en familie i generationer og nu ejes af en søskendeflok i fællesskab. Alle disse søskende skal for det første være enige om at sælge, og der skal indhentes underskrifter fra dem alle, måske fra den anden ende af landet eller fra udlandet.

Franske gloser

Udtryk, man vil møde i forbindelse med køb af fast ejendom:

”l’agent immobilier”: ejendomsmægler

”le compromis de vente”: slutseddel

”l’hypothèque”: pant

”l’acte”: skøde

”le certificat d’urbanisme”, forkortet CU: kommunalt oplysningsskema

”l’expertise”: undersøgelse ved fagmand af forskellige potentielle problemer

”la copie authentique”: en fuldstændig kopi af skødet med notarens stempel og underskrift. Har samme gyldighed som originalen.