Finanskrisen kappede halvdelen af ejendomspriserne i Dubai. Det var i hvert fald meldingen, da ørkenstatens store ejendomsselskab Dubai World gik i betalingsstandsning i november 2009.
Men nu er Dubai World kommet igennem med en ændring af lånebetingelserne hos 99 pct. af selskabets kreditorer. De ændrede betingelser omfatter kreditter for i alt DKK 137 mia.
Også byggefirmaet Nakheel, der står bag opførelsen af de kendte palmeformede øer ud for Dubais kyst, forventer at få omlagt sin gæld inden nytår.
Et tredje selskab, som har bygget meget i ørkenmetropolen, Arabtec måtte tidligere på året opgive at betale sine regninger. Det har derfor stoppet et planlagt byggeri af 800 villaer. Den oprindelige plan omfattede endda 4000 villaer.
Alt i alt har byggefirmaerne i Dubai droppet eller udskudt byggerier for i alt DKK 1800 mia., skønner analysefirmaet Proleads.
Men når der kommer gang i byggeriet igen, vil det ikke blot være af det gode. Colliers International vurderer, at der vil stå 41.000 boliger færdige i Dubai inden nytår, og det store udbud vil holde priserne nede.
Den Internationale Valutafond (IMF) kommet frem til, at den byggeivrige ørkenstat alt i alt skylder DKK 600 mia. væk, og at DKK 85 mia. skal betales her i 2010, fremgår det af artiklen.