1108 ledige danskere valgte i 2011 at forlade den hjemlige arbejdsløsheds-kø for at søge job i et andet EU-land. Det er næsten dobbelt så mange som i 2008, da 630 gjorde det samme. Det fremgår af en opgørelse fra Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.
Og mange af dem, der tager skridtet, finder faktisk et job. I løbet af de tre måneder, som danskerne må søge job i EU med danske dagpenge, lykkes det faktisk for 40-50 pct. at finde et job, fortæller Ingmar Jørgensen, der er chefkonsulent i A-kassernes Samvirke.
Det har været tilladt for ledige danskere at tage tre måneders dagpenge med til et andet EU-land siden 1971. EU omfatter i den forbindelse blandt andet også en række gamle kolonier som Fransk Guyana i Sydamerika, Ceuta og Melilla i Afrika, Guadeloupe, Martinique og St. Martin i Caribien, øen Réunion i det Indiske Ocean.
Trods det gode klima i de nævnte kolonier er det alligevel England og Tyskland, som de fleste arbejdsløse danskere vælger at prøve job-lykken i, fremgår det af artiklen.