Siden finanskrisen fik Irland ned med nakken, så landet måtte bede EU om lån, er der skabt 130.000 nye job i landet. Hver uge skabes der for tiden 1100 nye. Flere og flere af de nye job opstår inden for research og udvikling, og resultatet er, at landet tiltrækker masser af højtuddannede mennesker fra hele Europa. Desuden råder Irland nu over en af de yngste arbejdsstyrker i Eurpa.
Mange af de nye job er oprettet af oversøiske firmaer, som der nu er 1200 af i Irland. En selskabsskat på 12,5 pct. gennem de seneste 10 år har formentlig ikke ligefrem bremset tilstrømningen af virksomheder udefra. Skatter er faktisk lavere end i lande som Kina og Singapore.
9 af verdens 10 største software-virksomheder har således base i Irland, og i Medico-branchen gælder det for 13 af de 15 største globale spillere.
Der kan nævnes i flæng: LinkedIn etablerede sig i Dublin for 5 år siden. Nu har job-portalen 800 ansatte i Irland. Alene i år har Apple investeret EUR 850 mio. i et nyt datacenter i Galway, og Alexion Pharmaceuticals opruster med EUR 450. mio. i Dublin. Og så er der Facebook, som er på vej med et nyt datacenter, mens kørsels-portalen Uber banker på med et nyt, internationalt hovedkvarter, fremgår det af artiklen.