BOLIG, ØKONOMI

Krisen har bidt sig fast i den britiske bulldog og den keltiske tiger

Flag ARTIKEL 21-04-09 ~4 minutters læsning · 842 ord

LONDON: Tallene kan tage pusten fra selv de mest garvede økonomer. I denne uge annoncerede Royal Bank of Scotland (RBS) det største underskud på en britisk virksomheds regnskab nogensinde. På trods af en redningspakke på 20 mia. pund (ca. 168 mia. kroner) fra den britiske regering har RBS formøblet milliarder væk i en sådan grad, at tallet på bundlinjen står i minus med 28 mia. pund (ca. 235 mia. kroner). Den britiske regering, der ejer 68 procent af banken, står nu over for et gigantisk oprydningsarbejde og ophørsudsalg, mens tusindvis af arbejdspladser er på spil. I mellemtiden er bankens administrerende direktør gennem mange år, Sir Fred Goodwin, gået i gang med at trække sin årlige pension på mere end fem millioner kroner, der skal fungere som belønning for hans indsats for banken.

Vreden i den britiske befolkning over netop den detalje har fået regeringen til at love at forsøge at få pengene tilbage. Men skal man tro politistyrken i London, Metropolitan Police, er der udsigter til, at Storbritannien går en tid med civil uro, raseri og protester vendt mod de institutioner, som folk opfatter som skyldige i den krise, der har kostet dem deres job eller deres hus.

G20 kan ende i kaos

Ifølge politikommissær og chef for offentlig orden i Metropolitian Police, David Hartshorn, kommer politiet ikke længere kun til at stå over for de sædvanlige anti-globaliseringsdemonstranter, når Storbritannien eksempelvis til april er vært ved G20-mødet mellem verdens største økonomiske nationer. David Hartshorn forudser, at en ny gruppe af middelklassebriter, der har mistet deres arbejde og deres bolig på grund af den økonomiske krise, kan finde på at udleve deres frustrationer på gaden. Og det med mere end bare skilte og slagord.

»Især banker, der opfattes som ansvarlige for den økonomiske krise, er mulige mål,« advarer kriminalkommissæren.

Hvis teorien holder stik, er der masser af demonstranter at tage af. Hver eneste dag går der op mod 3.000 jobs tabt i Storbritannien. Antallet af hjem, der bliver sendt på tvangsauktion, fordi der ikke blev betalt af på huslånet, er steget med 54 procent siden sidste år. Og i år regner den britiske sammenslutning af långivere, Council of Mort-gage Lenders med, at omkring 40.000 hjem vil ende på tvangsauktion.

De dårlige nyheder er, at det ser ud til at fortsætte og endda blive værre.

»Det er den dybeste økonomiske krise, vi har set i 100 år,« har nationalbankdirektør Mervyn King erklæret uden at have noget egentligt svar på, hvornår der er lysere tider forude.

»Hvor lang og hvor dyb nedturen bliver kommer til at afhænge af udviklingen i resten af verden,« siger han.

I mellemtiden er krisen blevet synlig i det britiske landskab. I gågader og på handelsstrøg stikker de tomme butikker ud som rådne tænder. Med støvede vinduer, julepynt på gulvet og optimistiske skilte, der forkynder, at der er lokaler til leje. Britiske butikker fik udsat nedturen ved at begynde januarudsalget i december, men nu er situationens alvor gået op for befolkningen, og de er begyndt at puge deres penge.

Bilindustrien bløder

Bilindustrien sælger ingen biler, restauranter og rejseselskaber befinder sig nu pludselig i kategorien overflødig luksus. Selv de mest britiske af alle britiske ting, pubberne, er i dyb krise. I gennemsnit lukker en pub om dagen, og der sælges 1,5 mio. færre pints øl, mens briterne i stedet bliver hjemme og sparer deres penge. En af de få virksomheder, der har positive tal på bundlinjen er chokoladefabrikanten Cadbury, der i denne uge kunne vise en fremgang på 30 procent i salget.

»Alt tyder på, at briterne har brug for at trøste sig med chokolade midt i den økonomiske krise,« sagde en talsmand for virksomheden.

Irland i frit fald

Heller ikke i Irland står det meget bedre til. I denne måned gik 100.000 irere på gaden for at demonstrere over, hvad de mener er deres regerings dårlige håndtering af den økonomiske krise. Det, der engang var en tigerøkonomi i fuldt firspring ligner lige nu en våd kattekilling, der forsøger at ryste sig fri af de værste konsekvenser af den økonomiske nedtur. Irland kæmpede sig på fåår op til at være OECDs fjerde mest succesfulde økonomi og forvandlede et arbejdsløshedstal fra 1980erne på 18 procent til 3,5 procent, da den keltiske tiger brølede højest. Nu tyder alle tal på, at krisen er kommet for at blive. Alene i januar styrtdykkede bilsalget med 67 procent, og hvis man er husejer i Irland, kan det næsten ikke blive værre. På bare et år er ejendomspriserne faldet med gennemsnitligt 50 procent.

For en generation af unge, der har været vant til fremgang og succes, er krisen et ukendt fænomen, der har skabt bitterhed og vrede, ikke bare mod bankerne, men også mod regeringen, hvor den nuværende taoiseach (regeringschef) Brian Cowen, der tidligere var finansminister, er under kritik for at have håndteret krisen dårligt og gjort for lidt for at sørge for at sikre Irland mod krisen.

Hos den ældre generation er der heller ikke meget støtte at hente, for regeringens beslutning om at smække en ekstra skat på pensionsopsparingen, er af mange blevet opfattet som forræderi.