FORBRUG, ØKONOMI, GRÆNSEHANDEL

Danskerne valfarter til svensk shopping

Flag ARTIKEL 07-04-09 ~3 minutters læsning · 499 ord

Danskerne shopper i stigende grad i Sverige, hvor en lav kronekurs betyder store gevinster på flere varegrupper, og det fik for nylig danskerne til at sætte ny forbrugsrekord i det svenske.

Ifølge tal fra Svensk Handel skete der i 2008 en markant udvikling i danskernes forbrug i Skåne. I december alene stod danskerne for over 20 procent af handlen i Malmø og Helsingborg, mod 12,8 procent af det samlede salg i 2008.

59 procent flere på broen

Sidste gang brancheorganisationen spurgte butikkerne i både Helsingborg og Malmø, der er danskernes foretrukne destinationer, når de handler i det svenske, om hvor stor den del af omsætningen, der leveres af danske kunder, var i 2004, og her lød svaret på blot 4,9 procent.

Ifølge viceregionschef for Svensk Handel i Skåne, Sven Arne Carlsson, er udviklingen af danske kunder i Sverige lige nu så kraftig, at hver anden kunde i butikkerne i Malmø i weekenden er dansker.

»Vi har set en imponerende vækst,« siger han.

Samme billede tegner sig hos Øresundsbroen. Her er trafikken ellers dalet støt, efter at finanskrise og faldende konjunkturer har fået pendlerne til at tage toget. Men weekendtrafikken og antallet af danskere, der tager en tur/retur over broen samme dag, er steget markant, og de første ti uger af 2009 er antallet af danskere med weekendpas over broen steget med hele 59 procent.

Kursen vil stige kraftigt

Forklaringen på danskernes besøg i de svenske butikker er ifølge Svensk Handel såvel som Øresundbroen entydig: en lav svensk kronekurs.

Siden slutningen af august 2008 er kursen på den svenske krone faldet drastisk fra et niveau omkring 80 til en historisk lav kurs, der for nylig var helt nede på 63.

Og den vil forblive lav lidt endnu, spår Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea.

»Selvom kursen er steget på det sidste, er der fortsat et stykke til det niveau omkring kurs 80, vi så før, og det tror jeg også vil vare noget tid,« siger han.

På længere sigt vil det svenske shoppingmekka dog være knapt så attraktivt for danskerne, siger Helge Pedersen.

Han forventer, at kursen vil stige kraftigt, når de usikkerheder, der omgærder den svenske krone i dag, tager af.

»Kursen vil nå tilbage på de niveauer, den lå på før finanskrisen, og på længere sigt kan den meget vel blive styrket yderligere, for svenske varer er billige også set med internationale øjne.«

Klar til flere danskere

På den anden side af sundet er butikkerne dog optimistiske, når det gælder deres nye, forbrugsvillige danske kunder.

Brancheorganisationen Svensk Handel har spurgt butikkerne i Helsingborg og Malmø, hvad de forventer for 2009, og her svarer hele 75 procent, at de tror at de danske kunders handel i Skåne vil stige, mens 11 procent satser på et uforandret niveau og to procent på et fald.

Når danskerne aflægger visit i Sverige, er det primært varegrupper som elektronik og beklædning, de kaster sig over, men ifølge Svensk Handel er også dagligvarehandlen begyndt at nyde godt af de danske kunder, der gerne vil spare.