Det er især hotelstandarden, vi er utilfredse med, viser en opgørelse over rejseklager.
Den lovede havudsigt fra hotelværelset eksisterede ikke. Flyet var forsinket i timevis. Swimmingpoolen var fyldt af affald.
Danskerne klager i stigende grad over deres ferierejse. Ifølge en opgørelse fra Pakkerejse-Ankenævnet modtog nævnet i fjor 338 klagesager fra frustrerede ferierejsende, som var utilfredse med enten indkvartering eller transporten - eller begge dele. Det er en stigning i antallet af klagesager på hele 44 pct. sammenlignet med året før.
Derudover fik klagenævnet yderligere 443 skriftlige klager, mails og forespørgsler, som dog ikke nåede så langt i systemet, at de blev til egentlige registrerede klagesager, og det antal er tæt på en fordobling i forhold til året før.