Har Danmark råd til at 200.000 udlandsdanskere gradvist mister fokus på deres hjemland? Nej. Men ligesom venner og bekendte, der også bor i udlandet, kan jeg mærke, at min og min families tilknytning til Danmark skrider dag for dag.

Som dansk statsborger har jeg intet at skulle have sagt i Danmark, når jeg bor i udlandet. Jeg betaler ikke personlig dansk skat eller trækker på velfærdssystemet andet end på de offentlige veje som enhver anden turist. Men jeg sørger for danske skatteindtægter og økonomi, ligesom danskere udstationerede af danske virksomheder gør det.

Det er helt ufatteligt, at jeg ikke må købe eller leje og benytte en helårsbolig i Danmark, som kan tjene til vedligeholdelse af mit tilhørsforhold til landet og fortsat anspore mig til at gøre forretning også til dansk bedste. Danskere i udlandet bør naturligvis have ret til at købe, leje og benytte dansk helårsbolig, hvis de har lyst, så de bevarer tilknytning og dermed er motiveret til stadig at tænke og virke for og i Danmark.

Værn om tilknytningen

Det drejer sig jo ofte om folk, der er i stand til og – alene fordi de er danske – har lyst til at investere i danske virksomheder og arbejdspladser og dermed medvirke til at reducere en katastrofal investeringsbalance.

Private arbejdspladser i Danmark betaler vores velfærd. Men ca. 68 pct. af den danske befolkning er enten på overførselsindkomst, under 15 år eller ansat i den offentlige sektor.

Danmark mistede i løbet af kort tid efter finanskrisen næsten 200.000 private arbejdspladser og ikke mange er kommet igen. DI’s nylige globaliseringsredegørelse giver ikke mange forhåbninger: Danmark er – næst efter Japan – det land i OECD, som tiltrækker færrest investeringer fra udlandet. I 2012 investerede Danmark ca. 500 mia. kr. mere i udlandet, end udlandet investerede i Danmark.

Det er især i eksportsektoren, at Danmarks indtægter er vigtige. Men kun 7,5 pct. af de danske virksomheder eksporterer, og kun 10 pct. af disse står for 90 pct. af den samlede eksport. Halvdelen af Danmarks eksport udføres af kun ca. 100 virksomheder.

Lad os derfor håbe for Danmark, at de bliver i landet for altid, og at de aldrig nogensinde vil finde det problematisk at udstationere deres medarbejdere i udlandet som led i deres vigtige arbejde.

Der er masser af eksempler på erhvervsfolk, der udefra henter nye ideer og måder at gøre tingene på. Mads Clausen hentede mange af sine produktideer til Danfoss i USA. August Krog hentede ideen til insulin og dermed Novo Nordisk hos Frederick Banting og Charles Best i Amerika. Mon ikke August og Mads alligevel stadig havde helårsboliger i Danmark? Eller måtte de som beskrevet af C.V. Jørgensen i 1980, som «Günther» alene forblive ved swimmingpoolen i udlandet i hyggelige «nynazistiske asociale sammenhold».

Dagens Danmark havde jo set ganske anderledes ud, hvis det f.eks. var ovennævnte samt Mærsk McKinney Møller, Svend Bang og Per Olufsen, Ole Kirk Kristiansen eller J.C. Jacobsen, der for mange år siden havde besluttet at flytte til udlandet. Der er derfor al mulig grund til at interessere sig for, hvorfor danskere flytter ud, samt hvis de flytter at søge at beholde deres tilknytning til landet.

Vi mister en stor ressource

Danmarks Statistik fører ingen statistik over, hvor mange danskere der bor hvor, og hvorfor de bor i udlandet.

Antallet af danskere bosiddende i udlandet er af Statsborger.dk opgjort til 3 pct. af danske statsborgere. Andre kilder opgiver, at flere end 200.000 danskere bor ude – men ingen ved det med sikkerhed.

Sammensætningen, størrelsen, ressourcerne og tankerne hos denne enorme gruppe af danskere kommer åbenbart ikke det danske samfund ved.

Udenlandsdanskere er formentlig veluddannede og ofte succesfulde personer med et stort international netværk, energiniveau, virke- og eventyrlyst. Dette er den slags personer, som Danmark selvfølgelig ikke har råd til at miste tilknytningen til. Der er for mig ingen tvivl om, at der blandt de 3 pct. er en uforholdsmæssig stor og betydningsfuld international ressource, som danske politikere p.t. fuldstændig ignorerer – og sågar direkte generer.

Som bosiddende i Schweiz gennem snart otte år startede jeg for et par år siden endnu en virksomhed. Vi bidrager nu til dansk økonomi med et stigende antal danske arbejdspladser og eksport, ligesom vi også foreløbig har kontorer i Spanien, Tyskland og Schweiz.

Jeg kan uden problemer købe en helårsbolig i Bangkok, Schweiz, London og hele resten af EU – men ikke i det land, jeg er statsborger i. Hvorfor vil danske politikere ikke tillade det?

Jeg er henvist til et halvskummelt marked for lejligheder og huse, der ved et tilfælde ikke har fået bopælspligt. Et marked med oppustede priser og minimale valgmuligheder, der ikke nødvendigvis ligger i nærheden af, hvor jeg etablerer danske datterselskaber, eller hvor mine danske venner og familie bor. Jeg opfatter det som chikane.