Selv om kvadratmeterpriserne er fordoblet i Buenos Aires siden 2002, så kan du stadig få en flot lejlighed på mellem 100 og 150 kvadratmeter i den argentinske hovedstad for en mio. DKK.
Et eksempel er en nyrestaureret lejlighed på 130 kvm med 48 kvm tagterrasse i centrum til 730.000 DKK. Ligeledes centralt i Buenos Aires kan du «få» en luksuslejlighed i flotte materialer på 97 kvm med 26 kvm terrasse, tre soveværelser, jacuzzi og garage for 930.000 DKK.
I visse områder af Buenos Aires er boligpriserne steget med 20 pct. i 2006, og priserne forventes at fortsætte med at stige i de kommende år.
Mange udlændinge har da også fået øjnene op for, at man i millionbyen kan leve som i New York - men blot for en tredjedel af prisen. I et af byens eksklusive kvarterer, Puerto Madero, er 80 pct. af nybyggeriet således solgt til udlændinge, fremgår det af artiklen.