I indre by i København sidder en gruppe mennesker med CVer, der enkeltvis kunne fordeles på fire-fem hoveder og alligevel se rigtig pæne ud. De har op til flere akademiske grader fra danske universiteter, supplementskurser inden for IT og coaching, lang erhvervserfaring under mange forskellige himmelstrøg, hvor de har beklædt stillinger på lederniveau. Det eneste, de ikke har, er et job i Danmark.

De har været uden fast arbejde imellem seks måneder og små fire år, og selv om de har været flittige til at søge, er hverken Niels Maagaard, Suzanne

aganeh, Marielise Berg-Sonne og Lars K. Jacobsen holdt op med at undre sig: Hvorfor hoppe fra isflage til isflage med konsulentjob eller tage tilbage til udlandet, når de er ovenud motiverede for et fast job i Danmark?

De er alle over 50 år, og et par af dem er tilbøjelige til at se alderen som en del af forklaringen.

»Der er en ungdomsfiksering her i landet, som jeg ikke kan genkende fra udlandet. Der gælder det om, du kan levere varen og få succes,« siger Suzanne Taganeh.

Niels skyder ind, at under en af de få tidsbegrænsede ansættelser, han har haft, siden han kom tilbage til Danmark for et års tid siden, havde han en ung mentor, som var dansk-amerikaner og nu dansk gift.

»Hun forlod en stor stilling inden for marketing i USA for at slå sig ned i Danmark, men måtte bruge det første halvandet år med at vaske gulv, inden hun fik et job, der nogenlunde svarede til hendes kvalifikationer.«

Lange arbejdsdage

Ingen af dem tog hjem til Danmark, fordi de ikke kunne finde job i udlandet. De tog typisk hjem for ægtefællens eller børnenes skyld, så de, ofte for første gang i deres liv, fik dansk jord under fødderne og fik lært især at skrive sproget, mens de endnu gik i skole. En måde at imødekomme rodløshed hos børnene på. De fire har dannet en gruppe inden for netværket Senior Erhverv i hovedstaden, som består af personer med en akademisk baggrund.

»Det var rart at finde sammen. Inden da gik jeg rundt med en fornemmelse af, at det kun var mig, der var noget i vejen med,« siger Lars Jacobsen, og de øvrige nikker genkendende.

Men tag ikke fejl; det er en powergruppe, der har til overflod af ressourcer både fagligt og mentalt. De er vant til endog meget lange arbejdsdage og har ingen småbørnforpligelser længere. Som Suzanne siger:

»Ingen af mine fire børn har lidt nød; de er altid blevet passet og plejet, selv om jeg arbejdede både 60 og 70 timer om ugen.«

De joker indbydes om de ofte absurde afslag på kurser eller job, som for eksempel da Niels fik afslag på et job, fordi han ikke havde arbejdet med Navision-systemet.

»Jeg har i mange år arbejdet med PeopleSoft eller SAP, som det hedder i Europa, og da jeg bagefter sammenlignede de to systemer, kunne jeg se, at forskellen kunne jeg klare på en eftermiddag.«

Eller for Suzannes vedkommende, da hun søgte et kursus hos et af de store konsulenthuse, der viftede med, at 80 pct. af deltagerne kom i job umiddelbart efter.

»Da de så mit CV, sagde de, at jeg ikke kunne lære noget af pensum. Det var jeg sådan set godt klar over, men det var jobudsigterne, der fik mig til at melde mig, forklarede jeg. »Jamen du er da lige så kvalificeret som underviserne«, sagde de, og de job var besat.«

Ser ikke muligheder

Ifølge Senior Erhvervs egen hjemmeside formidles over halvdelen af alle stillinger via netværk. Kun 20-25 procent sker via stillingsannoncer i forskellige trykte medier, mens AF og A-kasserne tegner sig for fem til otte pct. og endelig mellem tre og seks via stillingsannoncer på internettet.

Ligesom i Ann Sasa List-Jensens tilfælde (se nedenfor) må konklusionen være, at uden netværk bliver det straks meget sværere, uanset alder.

Henrik Aagaard, chef for searchvirksomheden Egon

ehnder i København, nikker genkendende til problemet. Ikke alene har han selv for mange år siden oplevet, hvordan en amerikansk eksamen i udviklingsøkonomi fra et topuniversitet ikke udløste så meget som én jobsamtale i Udenrigsministeriet.

»Det var meget frustrerende og grunden til, at jeg endte med at søge ind i det private erhvervsliv.«

Med hensyn til den situa­tion, som de fire fra Løngangsstræde er havnet i, siger han:

»Nu kender jeg ikke deres baggrund i detaljer, men meget tyder på, at de er ramlet ind i, at danske virksomheder ofte ikke er særligt gode til at se mulighederne i CVer af den type. De er ofte bange for, hvordan de skal placere den pågældende i det eksisterende hierarki.«

De fire i Løngangsstræde er ikke umiddelbart typer, der kryber langs panelerne, selv om de ind imellem har haft den fornemmelse, at man helst så, at de gemte sig under stolene, eller endnu bedre: Under gulvtæppet.

I det lille mødelokale på tredje sal opgraderer de fire powerhouses deres i forvejen imponerende CVer hele tiden. Suzanne har taget en magistergrad i engelsk, Marie­lise en HD enkeltfag i coaching i organisationer, Niels og Lars lidt af hvert og diverse projektansættelser ind og ud af landet.

Ledelsen er træg

Set fra den anden side af skrivebordet kan det være, at de er for kvalificerede, for selvkørende og for skræmmende?

»Ork, jeg har prøvet den med at sende et netto CV,« siger Suzanne og mener, at hun barberede sit CV ned til det absolut relevante for den stilling, hun søgte. »Men vi kan jo ikke løbe fra, hvem vi er, og alle undersøgelser viser, at ansættelser foregår inden for egne cirkler.«

Marielise mener, at problemet skal løses af HR-afdelingerne. Som proceskonsulent med speciale i innovative og multikulturelle organisa­tions-, HR- og kompetenceudviklingsprocesser har hun og de andre med for den sags skyld ofte undret sig over, at virksomhederne, ministerierne og andre offentlige organisationer er så bange for at trække et blankt kort.

»Det er da muligt, at de ikke helt kan gennemskue, hvem vi er, og hvad vi kan, men hvorfor ikke se vores utraditionelle baggrund som en styrke, der kunne komme afdelingen til gode?«

De er helt på det rene med, at lønninger og poster øverst i hierarkiet kan der ikke være tale om.

»Det gør da ikke noget, hvis nogen vil give mig 50.000 kr. om måneden, sådan skal det heller ikke være, men det vigtigste er at få kolleger og være med i et team,« understreger Suzanne.

Det er Niels erfaring, at det sjældent er de menige medarbejdere, der er problemet. Det er i ledelsen, den hænger, og her kunne fagforeningen godt skubbe lidt på, og fortælle deres medlemmer, som sidder med ansættelsesansvaret, at det kan godt være, at de ikke personligt mener, at der er brug for folk med international erfaring.

»Men det gør samfundet.«