GENERELLE, FORHOLD, GENERELT

Gratis reklame er dårligt for alle parter

Flag BRUGEN AF WEBSTEDET 22-01-09 ~3 minutters læsning · 568 ord

Mange har siden lanceringen af Udvandrerne.dk for syv år siden forsøgt at gøre reklame for sig selv eller sit firma i de gratis bidrag på webstedet. Men den seneste tid har disciplinen nærmest udviklet sig til lidt af en folkesport…

De senere uger har typisk et par privatpersoner og/eller firmaer hver dag forsøgt at slå et gratis slag for deres bolig(er), service osv. Ikke sjældent kan forsøgene genkendes på, at bidraget lægger ud med både relevante og brugbare informationer, hvorefter reklamen lister sig ind længere nede i teksten.

Men I kan godt spare jer ulejligheden kære «gratister». Hvis et gratis bidrag på nogen måde kan have den effekt, at det flytter penge fra webstedets brugere over i dine lommer eller dit firmas pengekasse, vil det blive fjernet uden yderligere varsel. Den slags informationer skal lægges ind som en tekstannonce fra menuen «Annoncer», sådan som det også fremgår på:

http://www.udvandrerne.dk/verden/generelle-forhold/behandles-bidrag-kommentarer-annoncer-ytringsfriheden

Sådan har det været altid, og sådan er det fortsat.

Forklaringen skal nu som tilforn søges i, at Udvandrerne.dk ganske vist er et livs-projekt og en livsstil, men det er også en forretning, der skal løbe rundt. Der er simpelthen brug for annonceindtægter, hvis webstedet også i fremtiden skal kunne stille i hundredvis af dyrt indkøbte artikler samt over 10.000 indlæg til rådighed for tusindvis af daglige brugere - og i det hele taget skabe rammerne for det største videncenter og mødested af sin art i Skandinavien.

Men «gratis» annoncer ødelægger ikke blot indtægtsgrundlaget for Udvandrerne.dk. De skubber webstedet ind i en ond cirkel, som i virkeligheden er til skade for både privatpersoner og firmaer med tilknytning til webstedet.

Sagen er nemlig, at brugerne klager til mig over den gratis reklame. De hader den, uanset hvor flot og kunstfærdigt den er pakket ind. Brugerne kan sagtens gennemskue formålet med et bidrag, selv om den virkelige hensigt først kommer til udtryk et stykke nede. Nogle vil uvægerligt tænke: Er det blot den form for markedsføring, der bliver satset på…

Så i virkeligheden skubber du mange brugere fra dig, hvis du eller dit firma beslutter at tage en «gratis tur med bussen».

Dertil kommer, at den gratis reklame risikerer at spolere syv års anstrengelser for at gøre Udvandrerne.dk til et centrum for saglig debat og udveksling af viden blandt alle skandinaver med udlængsel. Gratis reklame trækker ganske enkelt niveauet ned.

Hvis den gratis reklame fik lov at stå, kunne resultatet meget vel blive, at brugerne ville holde op med at besøge webstedet. Det ville igen ramme både private annoncører og firmaannoncører lige i nakken. For hvad vil der i grunden lige være vundet ved at kunne fyre gratis reklamer af i metermål, hvis der ikke kommer nogen og læser dem?

Jeg håber, at dette indlæg kan tjene som forklaring på, hvorfor der - desværre ofte for tiden - forsvinder indlæg på Udvandrerne.dk. Faktisk bliver der i disse dage fjernet så mange gratis reklamer, at det ikke har været muligt at orientere alle de berørte om det. Forhåbentlig kan denne forklaring også råde lidt bod på dette.

Til slut en opfordring: Hvis du ser et indlæg med gratis reklame på Udvandrerne.dk, så lad være med at tage det som en opfordring til, at der er grønt lys for selv at forsøge sig. Send i stedet en mail til undertegnede, så de gratis reklamer aldrig får held til at trække webstedet ind i en ond cirkel af billig reklame og brugere på flugt.

Skribentmail:

Mere info: http://www.udvandrerne.dk/verden/generelle-forhold/behandles-bidrag-kommentarer-annoncer-ytringsfriheden