PARIS: »Hvis der skal være en sort liste, så skal Amerika have sin plads på den.«
Sådan rasede den luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker for nylig. For mens hans fyrstedømme sammen med Belgien, Østrig og en stribe eksotiske øer de seneste uger er blevet hængt offentligt til tørre på grå og sorte lister som umoralske skattely, er USA nok engang gået ram forbi.
»Jeg ville ønske, at alle de kække ledere i Europa, der insisterede på at disse tre EU-lande, der udøver bankhemmelighed, skal droppe den, viser samme mod i forhold til de Forenede Stater,« dundrede Juncker.
For også blandt eksperter i OECDs hovedkvarter i Paris er det kendt, at en række amerikanske delstater i relativ diskretion har opbygget opbygget skattely, der i praksis hjælper rige udlændinge med at begå storstilet skattesvindel. Og pengevask.
Vasker penge for mafiaen
I den amerikanske delstat Delaware kan udlændinge således oprette anonyme skuffeselskaber, der administreres af en amerikansk stråmand - typisk et advokatkontor - som ikke behøver at fortælle myndighederne, hvem den egentlige ejer er.
Og hvad mere er: sålænge selskabet udfører sine aktiviter udenfor USA, bliver overskuddet ikke pålagt amerikansk selskabsskat.
En velhavende dansker bosat i Nordsjælland kan således oprette et selskab med hovedkvarter i Delaware, der driver forretninger udenfor USA, eksempelvis i Danmark.
Men eftersom ingen aner hvem ejeren er, kan han eller hun trygt hæve overskuddet - eksempelvis via et veludstyret kreditkort registreret i det amerikanske selskabs navn - uden at betale skat i sit hjemland. Eller, for at sløre sporet yderligere, udføre overskuddet til en konto i et andet skatteparadis. No questions asked.
»Denne type anonymitet er præcis, hvad vi har kritiseret offshore-skattelyene for at tilbyde deres klienter,« skrev senator Carl Levin allerede i november 2006 i en rapport til det amerikanske senats særlige efterforskningsudvalg.
»Problemet med at optage henved to millioner nye amerikanske virksomheder hvert år - uden at vide noget om, hvem der står bag dem - er, at det bliver til en åben invitation til kriminelt misbrug.«
Tak som byder, har svaret lydt fra blandt andet den russiske mafia.
FBI har således fortalt den amerikanske senator, at hele 36 milliarder dollar fra det tidligere Sovjetunionen er blevet vasket i amerikanske skuffeselskaber. Eksempelvis forsvandt 15 millioner dollar, der skulle være brugt til at forbedre sikkerheden på aldrende eks-sovjetiske atomkraftværker, i skuffeselskaber registreret i Delaware og Pennsylvania.
Ingen udsigt til ændring
Når det hidtil er lykkedes USA at undgå at havne på OECDs internationale sorte liste, skyldes det blandt andet, at USA - hidtil i modsætning til de mere velkendte eksotiske skattely - samarbejder med andre landes skattemyndigheder.
Får de amerikanske forbundsmyndigheder eksempelvis en forespørgsel fra danske Skat vedrørende et selskab med hovedkvarter i Delaware, er de således forpligtet til at sende det berygtede Internal Revenue Service (IRS) afsted.
Men når de velbevæbnede herrer og damer fra IRS - eventuelt med magt, for IRS har vide beføjelser til at sparke døre ind - er trængt ind i det relevante advokatkontor, finder de ikke nødvendigvis mange oplysninger at sende til kollegerne i København. Fordi ikke engang advokaten, der administrerer skuffeselskabet, er forpligtet til at vide, hvem der er den egentlige ejer.
Og mens skattely som Luxembourg og Cayman Islands efter internationalt pres har lovet at afskaffe kutymet med anonyme ejerskaber, er der ingen udsigt til, at USA vil tvinge delstater som Delaware til at ændre praksis.
For som Joe Biden - der, som man har bemærket i OECD-kredse, var senator for Delaware inden han blev vicepræsident - for nylig sagde på et seminar om regulering af de internationale finansmarkeder: »Vi skal ikke overreagere.«