REJSE, TRANSPORT, JURA, REGLER, BÅDE

Xpert-svar om udlændinges anløb af havn

Flag UDLANDSXPERTERNE 13-07-15 ~2 minutters læsning · 372 ord

For ikke-kommerciel sejlads med båd under fremmed flag gælder følgende:

Når man ankommer med privat lystbåd (båd med plads til højst 36 personer i alt) fra internationalt farvand til Tyrkiet skal man først anløbe en havn, hvor der er told- og paskontrol. Man skal ligeledes forlade tyrkisk farvand fra en sådan havn.

Mulige anløbshavne er Trabzon, Giresun, Ordu, Samsun, Inebolu, Hopa, Rize, Sinop, Zonguldak, Bartin, Eregli, Tekirdag, Derince, Gemlik, Istanbul, Canakkale, Mudanya, Bandirma, Akçay, Ayvalik, Dikili, Izmir, Cesme, Kusadasi, Didim, Güllük, Bodrum, Datca, Marmaris, Fethiye, Kas, Finike, Kemer, Antalya, Alanya, Anamur, Bozyazi, Botas, Tasucu, Mersin og Iskenderun.

Alle ombordværende skal have gyldigt pas og evt. visum, hvis de ikke er visumfri sådan som danske statsborgere er.

Man skal desuden købe en registreringsattest til båden, Yat Kayit Belgesi eller Transit Log, som koster ca. 30 euro. Den skal udfyldes i første anløbshavn og indeholde udførlige oplysninger om båden, ejerforhold, mandskab og alle andre ombordværende, og man skal kunne fremvise den på forlangende i enhver havn. Alle ændringer skal noteres i loggen, også hvilke ombordværende, som evt. forlader båden for at rejse hjem på anden vis.

Hvis båden har flere ejere, må højst 4 af ejerne benytte båden indenfor ét år.

Transit Loggen gælder i et år, og når den er stemplet i første anløbshavn kan man sejle frit i tyrkisk farvand. Forlader man tyrkisk farvand, bliver Transit Loggen dog stemplet som ophørt. Dvs. det er ikke muligt at fx krydse til ikke-tyrkiske havne og retur til en tyrkisk med samme Log. Hvis båden skifter kaptajn, skal det noteres i Loggen, men dette berører ikke gyldighedsperioden.

En båd registreret under ikke-tyrkisk flag kan blive i Tyrkiet op til 5 år uden yderligere registrering, under forudsætning af at ejeren benytter den mindst hvert andet år. Båden skal ligge i en tyrkisk marina eller på en ankerplads, som er behørigt registreret.

Hvis du ønsker at benytte båden til charter, skal du have tilladelse fra Ministeriet for Turisme.

Har du behov for mere udførlig information kan du henvende dig til Ministeriet for Turisme:

T.C. Kültür ve Turizm Bakanligi

Atatürk Bulvari No: 29, TR 06050 Opera, Ankara, Tyrkiet

eller

Ismet Inönü Bulvari No: 5, TR 06100 Emek, Ankara, Tyrkiet

Tlf: +90 312 309 0850

+90 312 212 8300

Skribentmail: