GENERELLE, FORHOLD, GENERELT, GOLF, LEJLIGHEDER, OVERNATNING, RESTAURANTER, VILLAER

Golfbane i Alanya

Flag 29-10-10 ~5 minutters læsning · 878 ord

Vi ved alle sammen, at der er omkring 15 golf-baner i Belek – 130 km fra Alanya.

Men hvorfor er der ingen golfbaner i Alanya?

Vi er rigtig mange golf-spillere, som ville kunne spille meget mere golf, hvis der fandtes en eller flere golfbaner i nærheden af Alanya.

Der er – eller har været – adskillige planer om en golfbane i nærheden af Alanya.

Gold City opererer med planer om en 27 hullers golfbane, men vi venter stadig på, at der sker noget. Der har også i løbet af årene været talt om en golfbane i Konakli og om en golfbane i Demirtas, men indtil videre er det blevet ved snakken.

Tæt på centrum af Alanya, i by-delen Oba, er bygherren Oguzhan Construction – et af de største og mest velrenommerede byggefirmaer i Alanya (kendt fra bl.a. bygning af Utopia 1 og 3) netop i gang med at færdiggøre sit nye projekt Olive City med et tilhørende stort sportsområde.

I forbindelse med dette område ligger et landområde, hvor der ville være plads til en driving-range og en 18 hullers ”Pitch and Putt” bane (Par 3). Selvfølgelig er en fuld golfbane med par 3, 4 og 5 huller det optimale, men mindre kan vel også gøre det til en start.

Oguzhan har, gennem DKAlanya, modtaget en tegning og et groft budget, som er udarbejdet af en anerkendt dansk golfbane arkitekt.

Men Oguzhan Construction er endt op med – som også nogle af de andre golfprojekter i området, som jeg har kendskab til – ikke at turde sætte projektet i gang, fordi man er bange for, at der ikke er indtægter nok i forhold til den store investering som det er, at anlægge en golfbane.

Senest har der her til morgen været et andet indlæg her på Udvandrerne, hvor der skulle være udpeget 10 mulige områder til en ny golfbane i nærheden af Alanya. Men også et muligt projekt på et eller flere af disse placeringer kan dø igen, fordi investorerne måske ikke er trygge ved, at økonomien hænger sammen.

Imidlertid er det min klare opfattelse, at der ER et stort potentiale for én (eller flere) golfbaner i Alanya. Vi mangler bare at overbevise bygherre/investorer herom

Én eller flere golfbaner i – eller i nærheden af – Alanya indebærer en lang række fordele:

  • For os golfspillere er den oplagte fordel selvfølgelig, at vi – ikke mindst om vinteren, hvor det er mindre hensigtsmæssigt at spille i Danmark – kan holde vores spil ved lige uden at skulle køre den lange vej til Belek

  • For alle ejere af en lejlighed eller et hus i Alanya – selvom de ikke spiller golf – er fordelen, at en golfbane i Alanya vil tiltrække nye købere af lejligheder i Alanya, og dermed alt andet lige øge salgsværdien af vore lejligheder

  • For byen, for hoteller og restauranter, byggefirmaer etc. er der en tilsvarende fordel – én eller flere golfbaner i Alanya vil tiltrække flere turister.

Så alt i alt burde det være en ”win-win” situation for alle.

Det eneste der mangler er, at overbevise dem der skal bygge en golfbane om, at der virkelig er sådan et potentiale.

Derfor har jeg – i samarbejde med den danske forening i Alanya, DKAlanya – taget initiativ til at indsamle en liste over alle golf-interesserede i Alanya og omegn – og her behøver vi din hjælp.

Gå ind på hjemmesiden http://golf.consultas-alanya.dk/da og registrer helt uforpligtende dig med navn og din angivelse af, hvor ofte du forventer, at ville benytte en golfbane, såfremt en sådan fandtes i nærheden af Alanya.

Det er vores forventning i løbet af de næste 3 måneder at indsamle mellem 500 og 1000 potentielt interesserede personer, hvorefter vi vil overdrage den samlede liste til Oguzhan Construction og/eller andre mulige golfprojekter i Alanyas omegn for at dokumentere behovet og interessen for en golfbane i nærheden af Alanya.

Vi har også tilsagn om, at den samme liste vil blive fremlagt overfor Alanya ”Chamber of Commerce” (Alanyas Handelskammer)

Det er endvidere vores erfaring, at ikke mindst i Tyrkiet, så avler initiativ og succes flere initiativer. Se blot majs-boderne eller banan-boderne langs vejen fra lufthavnen. Der er ikke én bod, men utallige boder. Se blot møbel-forretningerne i Alanya. For 5 år siden var der kun ganske få møbel-forretninger – nu vrimler det med dem langs omfartsvejen. SE blot Belek: Det startede med én bane – nu er der omkring 15 golfbaner.

Hvis vi får den første golfbane i Alanya, så kommer der med sikkerhed også flere til.

Så hjælp os til at hjælpe dig selv – gå ind på ovennævnte hjemmeside, og registrer din interesse. Og hvis din ægtefælle også spiller golf – så bedes I venligst begge to registrere jer – vi skal have så mange navne som muligt. Og kender du andre med interesse for golf, der bor i eller rejser til Alanya – så få dem til også at registrere sig.

Jo flere navne vi får og jo hurtigere vi får dem – jo hurtigere får vi forhåbentlig en golfbane i Alanya.

Med venlig hilsen

Jens Christoffersen

(Formand for ejerforeningen Toros 3, og endvidere medlem af bestyrelsen i ejerforeningerne Ocean View 4 og Ocean View 7 – samt initiativtager til ”Forening for Danske Bestyrelsesmedlemmer i Ejerforeninger i Alanya”, der foreløbig omfatter 39 bestyrelsesmedlemmer i 22 ejerforeninger)

Skribentmail:

Mere info: http://golf.consultas-alanya.dk/da