GENERELLE, FORHOLD, KØB, SALG, EJENDOMSMÆGLERE

Dansk ejendomsmægler ekskluderet

Flag 12-08-06 ~2 minutters læsning · 253 ord

Ejendomsmægler ekskluderet

HVIDVASK: Finn Lauge ekskluderet for hvidvask af sorte penge

Af Vibeke Toft-Nielsen - Fyens Stifttidende

Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) besluttede på et styrelsesmøde i går at ekskludere statsautoriseret ejendomsmægler Finn Lauge, Odense, fordi man mener, at han har gjort sig skyld i en alvorlig overtrædelse af foreningens etiske regler. Eksklusionen kommer efter, at Ekstra Bladet har afsløret, at Finn Lauge tilsyneladende gav gode råd om, hvordan kunder kan undgå at betale skat i Danmark, når de køber en bolig i udlandet.

I ejendomsmæglerforeningen har man lagt vægt på nogle af Finn Lauges egne udtalelser til bladet, for eksempel: «Jeg har fandeme haft mange sorte penge med herned for folk» og «200.000 kr. det fylder jo næsten ingenting i 500 eurosedler.»

  • Vi har fundet, at Finn Lauges udtalelser og øvrige adfærd i denne sag er af en sådan karakter, at foreningens etiske regler klart er overtrådt, og at denne overtrædelse er af en så uacceptabel karakter, at vi har valgt at ekskludere ham af foreningen, siger DE’s formand, Steen Winther-Petersen.

Finn Lauge fastholder, at udtalelserne var ment i spøg, og at han på det kraftigste tager afstand fra hvidvaskning af penge.

  • Min udtalelse blev udelukkende fremført for at bidrage til den friske og kammeratlige tone, som vi opnåede på feriestedet. Det var dumt, og det har givet mig en fortjent lærestreg. Men min samvittighed er ren, og jeg føler mig derfor uretfærdigt behandlet, siger Finn Lauge.

En eksklusion af DE medfører øjeblikkelig fratagelse af alle medlemsrettigheder, herunder forsikring og garantistillelse fra foreningens side.

Skribentmail: