BOLIG, KØB, SALG

Køb bolig i udlandet - Noter

Flag ARTIKEL 31-01-06 ~3 minutters læsning · 577 ord

Overvejelser inden man køber

Hvis man ikke kan sproget og ikke har planer om at lære det, er det nok en god idé at bosætte sig et sted, hvor der er mange udlændinge, f.eks. i nogle områder af Spanien. Inden man smider en masse penge efter en bolig, så undersøg nøje, om man kan lide området. F.eks. kan man leje en bolig i området i en prøveperiode. Skal man bo der hele året, så overvej, hvad man skal få tiden til at gå med. Det kan hurtigt blive kedeligt at drikke vin og slikke solskin fra morgen til aften.

Danskerne har udlængsel

Hjemmesiden www.udvandrerne.dk, der henvender sig til alle danskere, der har udlængsel, rapporterer, at interessen for Tyrkiet er meget stor. Hele 200.000 dokumenter blev der læst om emnet på hjemmesiden i andet kvartal af dette år. Derudover er der størst relativ fremgang i interessen for Bulgarien og Polen. Men der er også vældig interesse for lande som de Forenede Arabiske Emirater, Kroatien, Thailand og Portugal.

Stor forskel på salgsomkostninger i Spanien

Hvis du skal sælge din bolig til omkring to millioner, er det ikke usædvanligt, at mæglerne forlanger 160.000 kroner for arbejdet. Det svarer til ca. syv pct. plus moms. Men hussælgere bør ikke acceptere, at det skal koste mere end maksimalt fem pct. af husets pris, mener Mark Stucklin, der ejer det uafhængige konsulentfirma www.spanish-propertyinstight.com. Alternativt findes der en hjemmeside, hvor man selv kan sælge sit hus i Spanien. Den hedder www.venderdirect.com

Messe om at købe ejendom i udlandet

Overvejer man at købe ejendom i Spanien, Frankrig, Kroatien, Sydafrika, Grækenland eller andre solbeskinnede lande, vil det være en god idé at lægge vejen forbi SAS Radison Hotel lørdag 29. eller søndag 30. oktober. Her vil ejendomsmæglere, banker, advokater og byggefirmaer, der repræsenterer hele 14 forskellige lande, inspirere og rådgive om mulighederne for at investere i en ferie- eller helårsbolig i udlandet.

Udstillere og foredrag

På messen kan man blandt andet møde Jyske Bank Espania, Skandiamäklerne Turkiet, Solboliger, Majorcahouses, Brazil Homes International, Toros Cekic Residence, Nykredit, TM International, Advokat Mona Davidsen, Thailandmäklerne, Al-Andalus Real Estate og mange flere.

Man kan også høre foredrag om boligkøb i udlandet. De holdes blandt andet af forfatteren bag flere bøger om emnet, Sven F. Källström, chefkonsulent Finn Madsen fra BDO ScanRevision og advokater fra Léon & Christiansen.

Priserne er faldet lidt i Frankrig

Boligpriserne er en anelse på retur i den sydvestlige del af Frankrig. Nærmere betegnet i Le Lot. Ejendomsmægler Jean-Jacques Vidaller fra Tuc Immobilier har på omkring 50 ejendomme i området konstateret et prisfald på mellem 10 og 15 pct.

Tyrkiet hitter

Efter at det for et par år siden blev lovligt for bl.a. danskere at købe ejendom i Tyrkiet, har mange valgt at investere i ejendom der. Priserne er lavere end i f.eks. Spanien, Italien og Frankrig. Mange ejendomsmæglere har valgt at satse på Alanya, men firmaet EU Bolig er gået andre veje. De sælger boliger i bl.a. Bodrum, Didim og Kusadasi.

Problemer med at få skøde i Tyrkiet

Siden 26. juli i år har det været umuligt at få et skøde i Tyrkiet. Det skyldes, at den tyrkiske forfatningsdomstol fandt ud af, at den nuværende lov var i strid med forfatningen. Parlamentet skulle allerede være kommet med et nyt forslag, som forventes atter at give grønt lys for, at bl.a. danskere kan købe bolig i landet, men er endnu ikke kommet ud af busken. Det skulle dog ske meget snart, mener advokatfuldmægtig fra Forumadvokater, Kadir Erdogmus.