PRESSEMEDDELELSE
- juni 2006
Nyt mærke sikrer tryghed ved boligkøb i udlandet
Danskerne køber bolig i udlandet som aldrig før. Derfor lancerer Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) nu et ”tryghedsmærke”, som kun må anvendes af registrerede ejendomsmæglere med forsikringen i orden. Ønsket er at sikre forbrugerne mod illegale ejendomshandlere og give dem et reelt valg på markedet.
Det nye mærke ”Tryg bolighandel i udlandet” er DE’s hjælp til forbrugere, der ønsker at købe bolig i udlandet. De ejendomsmæglere, der har ret til at anvende det, er nemlig underlagt særlige skrappe forbrugerbeskyttelseskrav – og som køber kan man bl.a. være sikker på, at man handler med en registreret ejendomsmægler, der også har den nødvendige ansvarsforsikring.
”Vi mener, at det er vigtigt at skabe nogle trygge rammer om danskeres boligkøb i udlandet. Det er et spændende, men også et meget broget og uigennemskueligt marked med mange forskellige aktører i både ind- og udland – og en del af formidlerne har desværre hverken den nødvendige faglige uddannelse eller fornødne forsikring. Handler man med en ejendomsmægler med vores mærke, kan man føle sig tryg,” siger Thomas Torp.
Tryghedsmærket, må kun anvendes af de danske ejendomsmæglere, der har tegnet en særlig forsikring for handel med udenlandske ejendomme gennem DE, og som overholder de regler, foreningen har fastsat på området. Man får både en faglig, økonomisk og juridisk tryghed, samtidig med at forbrugerbeskyttelsen er helt i top.
Og hvis en ejendomsmægler med tryghedsmærket træder ved siden af, har det en konsekvens, oplyser Thomas Torp: ”Vi håber, at mærket bliver en stor succes. Mange af vores medlemmer har allerede fået mærket, og jeg er sikker på, at mange flere vil komme til. Men det er klart, at kan man ikke fortsat leve op til vores skrappe krav, ja så ryger retten til at bruge mærket igen,” understreger han.
I alt 48 ejendomsmæglere, der handler med boliger i udlandet, har indtil videre fået lov til at bruge mærket. På DE’s hjemmeside www.de.dk kan man til enhver tid se en opdateret liste over de pågældende ejendomsmæglere.
For yderligere information kontakt venligst:
Cheføkonom Thomas Torp, DE – tlf. 3264 4580 eller mobil 2521 8580
Fakta om DE’s tryghedsmærke
Sådan ser Dansk Ejendomsmæglerforenings nye tryghedsmærke ud. De enkelte ejendomsmæglere/ejendomsmæglervirksomheder kan dog benytte mærket i egne logofarver.
Hvem kan anvende mærket?
Betingelserne for at man som ejendomsmægler kan anvende mærket er:
• At man er registreret ejendomsmægler
• At man har tegnet en forsikring for handel med udenlandske ejendomme gennem DE
• At man overholder DE’s regler for handel med udenlandske ejendomme
Hvad fortæller mærket forbrugerne?
At handle gennem en ejendomsmægler, som har ret til at anvende mærket har følgende fordele:
• Faglig tryghed: Man er sikker på at handle med en registreret ejendomsmægler, der har de faglige kvalifikationer til at handle fast ejendom. Samtidig er man sikret, at al materiale også udleveres i en dansk version.
• Økonomisk tryghed: Man er sikker på, at handlen er omfattet af ejendomsmæglerens ansvarsforsikring og garantistillelse – og at mægleren stiller sikkerhed for deponerede midler.
• Juridisk tryghed: Man er sikker på at handle med en ejendomsmægler, der er omfattet af den danske lov om omsætning af fast ejendom.
• Forbrugertryghed: Man er sikker på at handle med en ejendomsmægler, der er underlagt de strengeste forbrugerbeskyttelsesregler gennem både lovgivning og brancheforeningsregler. Samtidig er man som forbruger sikret muligheden for at klage til Klagenævnet for Ejendomsformidling og Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere.