BOLIG, KØB, SALG, ADVOKATER, REVISORER

Vedr.: advokat Ditlevsen, Advodan, Vojens

Flag 23-01-06 ~3 minutters læsning · 607 ord

Godt gået og skrevet Gunhild Berg Andersen - se iøvrigt denne artikel i Berlingske i går søndag. Det kan jo være der vil blive renet lidt ud i de brodne kar indenfor advokatbranchen - det er jo set før, og på tide at bøderne sættes klækkeligt op.

Lagt på Berlingske Business.dk søndag den 22. januar 2006 kl. 22:30

Millionbøder til advokater

Mai Zeilund Jessen og Lars Abild>Af Søren Domino

Brodne kar i advokatbranchen skal fremover straffes med bøder i millionklassen.

Landets advokater kan se frem til markant hårdere bødestraffe for fejl, fusk og ugerninger.

Advokaternes egen brancheorganisation Advokatrådet slår således i en indstilling til det såkaldte Advokatudvalg under Justitsministeriet til lyd for, at bøderne fremover skal sættes i forhold til den økonomiske vinding, den pågældende advokat har opnået ved et misbrug af sin stilling.

Det kan bringe fremtidige bøder helt op i millionklassen, påpeger generalsekretær i Advokatsamfundet Henrik Rothe.

Større bøder sjældne

»Advokatrådet foreslår en generel forhøjelse af bødeniveauet og, at der ud over forseelsens grovhed og karakter, også skal tages hensyn til den vinding, advokaten har opnået eller haft til hensigt at opnå. Vi kan forvente, at maksimum for bødestraffe bliver sat væsentligt op. Vi ser gerne, at bødemaksimum kommer op i nærheden af en million kroner,« siger han til Berlingske Business.

Bødeniveauet for advokater begynder i dag ved 5.000 kr., og større bøder er yderst sjældne. Med det nye forslag kommer advokaterne til at lægge sig op ad ejendomsmæglere, der med nye regler og et nyt klagenævn kan se frem til personlige bøder på op til 300.000 kr. og bøder til ejendomsmæglervirksomheder på op til 750.000 kr.

Hos Forbrugerrådet kalder direktør Rasmus Kjeldahl tiltaget for »bedre sent end aldrig«.

»De bøder, jeg tidligere har set til advokater, har været ganske små. Når man ved, at advokater ofte jonglerer med mange millioner kroner, så kan det virke stødende, at bøderne er så små, fordi det skaber en mistanke om, at det kan betale sig for en advokat at se stort på god skik,« siger han.

Ekspert i erhvervsret på Aalborg Universitet Lars Bo Langsted undrer sig over, at Advokatsamfundet i dag ikke udnytter bødegrænsen på 200.000 kr.

Rammen bør udnyttes

»Advokatnævnet er det nævn, som har uddelt de suverænt laveste bøder, når man ser på sanktioner i disciplinærsager. Ikke alene har rammen været lavere end revisorernes, men de idømte bøder er også meget, meget lavere. Hvorfor dog ikke starte med at udnytte den ramme, der allerede er. Ellers er man jo lige vidt,« siger Lars Bo Langsted.

Revisorerne er ikke blege for at uddele bøder på 50.000 eller 75.000 kr.

Inden for de seneste fem år er antallet af sanktioner i form af bøder og frakendelser af advokatbestalling steget med 78 pct.

Advokatnævnet uddelte som disciplinært organ i 2001 105 bøder og frakendte ingen advokater retten til at drive advokatforretning. Sidste år blev det til 185 bøder og to frakendelser ifølge foreløbige tal fra Advokatnævnet.

Den hyppigste bødeårsag er ifølge Henrik Rothe langsommelighed og derudover klager mange over salæret.

Nyt sæt regler

  1. maj sidste år vedtog Advokatrådet et nyt sæt regler, der forpligter advokaterne til over for privatklienter at oplyse om salærets størrelse og, hvordan det bliver beregnet, før der indledes et samarbejde. Henrik Rothe regner derfor med, at antallet af klager over salæret vil falde betydeligt.

»Der er en væsentlig forskel på advokaters klagesystem i forhold til andre liberale erhverv. I vores system sker det rent faktisk, at nævnet frakender retten til at drive advokatvirksomhed. Det er aldrig sket i revisornævnet,« siger Henrik Rothe.

Advokatudvalget er et lovforberedende udvalg under Justitsministeriet, der skal komme med nye regler for de danske advokaters virke.

mzj@berklingske.dk

sdo@berlingske.dk

abild@berlingske.dk