Livet som familie i to forskellige lande har sine udfordringer. Familien Hansen har boet på to forskellige kontinenter i otte måneder. Fra april i 2009 boede og arbejdede Michael Hansen som forsker i Sydkoreas hovedstad Seoul, mens Anna Hansen boede i Københavns nordvestkvarter med parrets tre børn, der dengang var syv måneder, tre og fem år gamle.

»Det var hårdt at være så langt fra hinanden. På grund af tidsforskellen var han på vej i seng, når jeg stod op, så vi skrev meget med hinanden. Men det er svært at fortælle om sine følelser, når man ikke sidder over for hinanden. Jeg havde nogle gevaldige nedture, men jeg vidste samtidig godt, hvor ensom Michael var, så der var nogle ting, som jeg ikke fortalte ham, når vi endelig talte sammen,« siger Anna Hansen.

Familien Hansen er ikke den eneste danske familie, der lever i to lande. Flere danskere, der bliver udstationerede, vælger at lade familien blive i Danmark. Når begge ægtefæller i dag har en karriere at tage hensyn til, og når infrastrukturen i langt højere grad end tidligere understøtter pendlertilværelsen, er det blevet mere almindeligt ikke at rive familien op med roden, hvis man får et arbejde i et andet land. Det viser en rundringning, som Berlingske har foretaget hos flere af de store danske C20-virksomheder.

Det var egentlig meningen, at resten af familien Hansen skulle være rejst med Michael Hansen til Seoul, men familien yngste datter på knap syv måneder fik nogle spisevanskeligheder, så Anna og Mikael Hansen blev enige om, at familien skulle vente med at følge med til Sydkorea, til den yngste datter var blevet mere stabil.

Heidi Hersom har i en årrække beskæftiget sig med rådgivning om udstationering blandt andet som selvstændig, som global ansvarlig for ud- og indstationering i Carlsberg og nu som HR-partner i GN Store Nord. Hun siger, at det er relativt nyt, at udstationerede medarbejdere ikke tager familien med til udlandet, men i stedet pendler frem og tilbage mellem jobbet i udlandet og hjemmet i Danmark.

Ensomt at være alene

»Tidligere var det de forkromede udstationeringsordninger, som var meget dyre for virksomhederne, man kørte med. Hele familien blev sendt af sted, og man fik alt betalt. I dag er der færre, der udsendes på disse ordninger,« siger hun. Men hun understreger, at der også er mange ulemper ved at lade sin familie blive i Danmark, når man selv arbejder i et andet land. Blandt andet får den udstationerede part ofte svært ved at trække en klar grænse mellem arbejde og privatliv.

»Hvis man ikke har familien med, så vil man sidde på sit hotel eller i sin lejlighed, der hvor man er udstationeret, og arbejde hele tiden. Det kan skabe stress, når folk arbejder hele tiden og ikke husker på, at der er andet i livet end arbejde,« siger Heidi Hersom.

I Seoul begyndte Michael Hansen at gå meget ud med sine arbejdskolleger. Det var for ensomt for ham at sidde i en tom lejlighed uden sin familie i et fremmed land. I Københavns nordvestkvarter begyndte det også at tage hårdt på Anna Hansen at være alene med parrets tre børn.

»Børnene gav udtryk for, at de savnede deres far. Til jul og til fødselsdage talte vi meget om, at vi gerne ville have haft, at far var der, og vi tog billeder, når der var noget, vi gerne ville vise ham,« siger Anna Hansen. Til sidst besluttede familien, at det var for hårdt at være adskilt, og at Anna Hansen skulle rejse til Sydkorea med børnene i starten af 2010.

»Det var både, fordi jeg havde svært ved at klare tingene alene, og fordi børnene virkelige manglede deres far. På det tidspunkt var vores yngste barn 14 måneder gammel, og hun havde kun været fast sammen med sin far i seks måneder af sit liv. Vi var ikke en familie i den tid, hvor vi var adskilt,« siger Anna Hansen.

Stor forandring på otte måneder

Hos revisions- og konsulentvirksomheden PwC ser man også en øget tendens til, at udstationerede medarbejdere vælger at pendle mellem hjemmet og jobbet i udlandet, men at det også har konsekvenser i forhold til familielivet.

»Et af minusserne ved at leve på denne måde er afsavnet i forhold til familien. Man kan populært sagt ikke hente sine børn fra daginstitutionen og andre ting i dagligdagen. Så virksomheden risikerer at få en medarbejder, der ikke fungerer, fordi vedkommende ikke har noget liv ved siden af jobbet,« siger Mona Lorentsen, der er partner og leder af PwCs mobility-afdeling.

Michael Hansen blev genforenet med sin familie i starten af 2010, og i dag har familien boet to år i den sydkoreanske hovedstad. Men også omstillingen fra pendlerfamilie til at være sammen i hverdagen var krævende.

»Der var sket meget med mig og børnene på de otte måneder. Jeg var blevet meget stærkere og havde været vant til at klare tingene selv og stå for opdragelsen af børnene. Så vi havde nogle store skænderier i starten, da vi skulle genfinde hinanden som familie og som par,« siger Anna Hansen. I dag har familien fundet hinanden igen. Men de vil aldrig leve som pendlerfamilie igen.