FORBRUG, KØB, SALG, BILER, BØRNETØJ, ISENKRAM, RESTAURANTER, SKO, TASKER, TØJ, ØKOLOGI

Meget mere Malmø

Flag ARTIKEL 10-12-09 ~4 minutters læsning · 851 ord

En god halv time med toget og endnu kortere tid i bil og så er du i et andet land, i en fremmed by, med folk, der taler et næsten andet sprog og med varer på hylderne, der måske nok ligner de ting, du kan få i København og Århus, men til en noget anden pris. Og så er smutturen til Malmø en god genvej for singler, studerende, storfamilier og ældre til at få et skud hurtig julehygge - og lange arme af at bære tunge indkøbsposer. Heldigvis skal poserne ikke slæbes rundt flere kilometer. Malmøs mest spændende kerne er relativ lille. Du skal blot koncentrere dig om en håndfuld gader og stræder, der støder op til Storatorget, Lilla Torg og Gustav Adolfs Torg.

Lilla Torg

Kendt fra »En kort en lang«, hvor en biseksuel Mads Mikkelsen fjanter rundt med sin elskerinde på torvets traditionelle skøjtebane, mens gran og kulørte lamper fra de mange omkringliggende cafeer lokker med fed hygge, glögg og pepparkakor. Og nej, det er ikke kun på film at byens brostensbelagte, lille torv er stemningsfuld. Der er skam skøjtebane, cafeer og Hedemanska Gården i virkeligheden. Sidstnævnte er Malmøs Form/Designcenter med udstilling i stueetagen, tidsskriftscafé på første sal og en tjekket designbutik på tredje, der byder på et udvalg af lækkert skandinavisk design med mærker som f.eks. Muuto, Marimekko og Borås. Inde i Hedemanska Gården ligger også en læfyldt, god café med udendørsservering takket være nogle af Malmøs mange, mange CO2-osende varmelamper.

Marrakech Design

Et lille stykke Marokko er landet i Engelbrektsgatan nr. 6. Her er kelimtæpper, mosaikborde og jernlygter linet op ved siden af snabelsko og teglas. Butikken er ikke særlig stor, men til gengæld meget stemningsfuld og byder på oplagte gaver i vidt forskellige prislejer. Engelbrektsgatan er i det hele taget en slentretur værd. Skråt over for Marrakech Design i nr. 9 ligger Olsson og Gerthel, der er fuld af moderne designmøbler og tilbehør. En del af mærkerne er danske, og her kan du f.eks. få Arne Jacobsens bordlampe for 5.595 svenske kroner. Samme lampe koster 4.595 kr. i Illums Bolighus, så en besparelse, når valutaforskellen er medregnet, på ca. 675 kr. Nogle af de sparede skejser kan du rutte med i nr. 20 hos Gottelisa, der er en bland-selv-slik-butik, hvor der kun er to ting at gøre: Løb væk eller gå amok.

Mujii

Stormagasinet Åhlens er ikke det skarpeste sted at shoppe. Der er lidt DalleValle-feeling over etagerne, men gå alligevel ind i stueplanet for her er en mindre Mujii-afdeling. Mujii er en japansk kæde med yderst minimalistisk porcelæn, æsker, tøj og kontorartikler. Og en kæde, der endnu ikke er nået til Danmark. Derfor føles det ekstra eksotisk at gå ombord i tjekkede akrylæsker til kontoret. Lige ved siden af Mujji-hylderne er en Ordning & Reda-afdeling, så du også kan få en fin 2010-kalender.

Kafferøsteriet

Når benene værker og hjernen trænger til koffein, skal du søge mod Kafferøsteriet i Baltzargatan 24, der støder op mod Södergatan, som løber fra Storatorget til Gustav Adolfs Torg. Kafferøsteriet blev kåret til årets skånske café sidste år og tog samtidig prisen som bedste udeseveringssted. Caféen er afslappet på den New

ork’ske cool måde, hvor gæsterne står eller sidder op ad smalle borde langs rå murstensvægge. Kaffen er i særklasse, det samme er kagerne, og så kan du i butikken ved siden af købe ynglingsbønnen med hjem.

Hansacompagniet

Det lyder måske ikke særligt fedt at tage til Malmø for så at lukke sig inde i et storcenter. Men, det er nu smart sådan hurtigt at kunne besøge 20-30 butikker under samme tag - især hvis det regner. Hansacompagniet har både Vero Moda, Gant og Marlboro Classics, så der er varer for enhver smag og pengepung. Tjek børnetøjsbutikken Polarn O. Pyret, som ligner Katvig møder Molo og Mini a ture. Altså farverigt, pænt børnetøj, men i et kun lidt dyrere niveau end H&M. Apropos H&M, så ligger der en afdeling på Gustav Adolfs Torg, men du kan også gå fra netop Hansacompagniet ind i butikken. Lige overfor H&M ligger Filippa K og Tiger of Sweden - svensk design, når det er mest stilrent - og her også billigere end i Danmark.

Bonusbutikker og områder

Er du på jagt efter flere designgaver… så besøg Designtorget, Södra Vallgatan 5. Her er et større udvalg af mindre mærkevaredesign til både børn og voksne. Se også Granit i Södergatan 3 (lige ved Storatorget), der minder om Mujii med enkle opbevaringsfeatures. Ved siden af i nr. 5 ligger tøjbutikken Ænd med et stort udvalgt af dame- og herretøj fra bl.a. Rützou, Malene Birger, Rika og Acne.

Er du på jagt efter mindre og måske også mere undergrundsagtige tøj- og designbutikker helt fremme i modebussen… så bevæg dig rundt i Davidhalstorg-området. Der er noget for retroentusiaster, økologisk funderede småbørnsmødre og jeanselskere.

Går du hardcore efter at spare… så tag ud til Malmøs største varehus «Mobilia», hvor 70 butikker er samlet med alt fra Ipods til italienske sko på hylderne. Tæt på «Mobilia» ligger verdens næststørste Ikea, der åbnede for en måned siden. Er du i tog, så stå af ved Malmø Syd, hvorfra der går busser til varehuskæderne.