VIRKSOMHED, ØKONOMI, INDREJSEREGLER

Til lægeeksamineret fodplejer Rene

Flag 14-01-06 ~2 minutters læsning · 221 ord

Da ingen dansk fodplejeruddannelse er offentlig godkendt, vil det formentlig blive vanskeligt for dig at få arbejdstilladelse i Spanien, og derfor bør du undersøge det grundigt, før du påtænker imigration.

Der er fodklinikker med dansk personale i Spanien, men det er statsaut. fodterapeuter, som har en «hvis» ligestilling med de spanske fodbehandlere, selv om den spanske uddannelse er dobbelt så lang som en dansk, altså 3 år eller mere, hvad ingen dansk fodplejeruddannelse kan hamle op med.

Jeg er en kollega til dig, er selv uddannet «lægeeksamineret fodplejer» og har været det i snart 25 år, og jeg har i alle årene fulgt med i hvad der rører sig i faget på alle områder.

Jeg vil derfor gøre dig opmærksom på, at i Sundhedsstyrelsens lov nr. 463 af 10. juni 1997 om reklamering for sundhedsydelser står der under Alternative behandlere:

«Som eksempler på stillingsbetegnelser eller titler, som det vil være tilladt at annoncere med kan nævnes zoneterapeut, FDZ-zoneterapeut og SAB-zoneterapeut, mens det fortsat vil være ulovligt i forbindelse med annoncering at skrive f.eks. naturlæge eller bruge ord som eksamineret/lægeeksamineret i forbindelse med stillingsbetegnelsen eller titlen».

Jeg kan ikke forstå, at din forening ikke har gjort sine medlemmer opmærksom på, at det altså ikke er lovligt i Danmark at kalde sig «lægeeksamineret fodplejer» - men du er måske ikke i nogen forening?